Delebilsordningen hos AB Jojo: Forgængere for fællesskab
Kom med på besøg i den fællesskabsorienterede andelsboligforening AB Jojo i København N, hvor delebiler er blevet en stor succes til gavn for både andelshavere og miljøet.
En christianiacykel triller langsomt ned ad den charmerende skæve brostensvej, og ringeklokken klinger mildt af de små bump. På fortovet banker morgensolen ned på en række små, runde caféborde, en avislæsende gæst og en tilhørende varm kop kaffe. Tankerne ledes hurtigt hen på stemningen, man normalvis får under varmere himmelstrøg.En elektrisk delebil tager lydløst et sving i krydset og parkerer foran den tomme skolegård ovre på den anden side af vejen. Drejer man hovedet blot en tand til venstre, ligger andelsboligforeningen med de mange lejligheder og det sjove navn – nemlig AB Jojo.
AB Jojo er en stor, smuk andelsboligforening tegnet af arkitekten Povl Baumann tilbage i 1920. Andelsboligforeningen har fået navnet AB Jojo, da den består af to hele og to halve karréer, der set fra fugleperspektiv, ligner to J’er og to O’er – derfor AB Jojo.
Det startede med to cykler
Hos AB Jojo er andelsboligforeningen stor, men fællesskabet endnu større – og det har den været i mange år. AB Jojo har siden start 2010’erne, nemlig været frontløbere på en masse initiativer, som har vist sig at blive udbredt i det ganske land – også når det kommer til delebiler. For andelsboligforeningen startede idéen til delebiler gennem et lidt anderledes transportmiddel.
Idéen startede med to christianiacykler som man, stadig i dag, kan låne gratis som beboer. Man kan hente en nøgle på kontoret og så ellers bruge cyklen, som man har lyst til. Det koster ikke noget for beboerne, da cyklerne allerede er betalt gennem huslejen.
Fortæller Tom Weber, som er bestyrelsesformand i AB Jojo.
Og christianiacyklerne er stadig særdeles eftertragtede hos beboerne i foreningen beliggende i cykelbyen København. Men christianiacyklerne skulle vise sig kun at været startskuddet på en række hurtigaccelererende fællestiltag.
“Efter etableringen af christianiacyklerne etablerede vi et cykelværksted, hvor der er mulighed for at låne værktøj til cykelreparationer, men også værktøj til almindeligt brug i lejligheden,” forklarer Tom Weber.
Lets go til delebilsordning
Idéen til delebiler med en særaftale til andelsboligforeningen startede altså 11 år tilbage med udgangspunkt i delecykler. Og beboerne i foreningen, der dengang, på samme måde som nu, kunne lide tanken om en fællesordning, takkede ja uden at tøve:
“Der var i sin tid nogle i bestyrelsen, der lavede en rabataftale med LetsGo, så vores medlemmer kunne få en rabatkode, når de meldte sig ind. I den forbindelse kørte ordningen med et månedsmedlemsskab, hvorfra man ville få rabat, hvis man var fra vores andelsboligforening,” forklarer Tom Weber.
Men hvorfor faldt valget faldt på delebilsordningen LetsGo? Det er der ifølge Tom Weber flere årsager til. Blandt andet er en af de væsentlige årsager til, at foreningen kunne støtte op om et samarbejde med firmaet det faktum, at LetsGo ikke profiterer på deres forretningsmodel:
Vi tænkte først og fremmest, at det kunne være fedt at reducere antallet af biler i byerne. Derudover er LetsGo en non profit-organisation, hvilket er en tankegang, der stemmer meget overens med beboerne i vores andelsboligforening. Jeg tror, at det ligesom var de to punkter, der gjorde, at AB Jojo besluttede sig for at være en del af aftalen.
Fortæller Martin Weber
Og selvom der for 11 år siden ikke var nær så mange delebiler i bybilledet, som der er nu, var det et initiativ, foreningen valgte at tilslutte sig. Med den udvikling der er sket, har det kun vist sig at være et endnu mere relevant initiativ, og derfor er det også stadig den dag i dag aktuelt for mange af beboerne at være en del af delebilsordningen.
“For 10 år siden, da jeg flyttede ind i foreningen, var der langt færre biler i København. Og nu kører folk rundt i cirkler for at finde en parkering om aftenen. Der var derfor et håb i foreningen om, at man kunne reducere antallet af biler, og på den måde spare kørselstiden lidt væk,” siger Tom Weber.
Biler store som små
Derudover har netop LetsGo vist sig at være en særdeles passende partner, da delebilsordningen har en masse biler i forskellige størrelser. Det er ifølge Tom Weber vigtigt, da beboernes gøremål spænder bredt:
“Mange af de andre delebilsordninger giver ikke os forbrugere mulighed for flere forskellige biltyper. De har eksempelvis ikke varebiler i samme grad – og det kan være en god ting, hvis man skal flytte eller lignende.”
Udover at beboerne kan lide delebilsordningens forretningsmodel, så har aftalen også medført en række faste parkeringspladser til delebilskøretøjer klos op ad andelsboligforeningen. Det er om noget også en ting, der vælter kegler hos beboerne.
“Der er nogle af vores medlemmer, der godt kan lide, at bilerne står det samme sted. Altså at man ved præcis, hvor man kan gå ned og hente dem. Derfor er det også en stor fordel, at vi har tre parkeringspladser, der påkræver delebilslicens, som ligger op ad vores andelsboligforening,” forklarer Tom Weber.
På trods af at det langt fra er alle beboere, der er tilknyttet aftalen om delebiler, ser bestyrelsesmedlemmerne det som en fordel at være i stand til at tilbyde beboere muligheden for en rabat.
“Der er omtrent 14 husstande, der gør brug af foreningens samarbejde med LetsGo. Vi mener også, det er godt at tilbyde muligheden for at kunne være en del af en delebilsordning,” beretter Tom Weber.
Frontløbere for fællesskab
Det er ikke kun på fronten med delebiler og christianiacykler, at andelsboligforeningen AB Jojo går forrest. Andelsboligforeningen har nemlig deres tanker om fællesskab og deleordninger med i mange af de foretagender, der sker på grunden på Nørrebro. Specielt i feltet for beplantning og fødevarer har andelsboligforeningen været forud for sin tid.
“Vi havde også en fælles grøntsagsordning for en 10 års tid siden. Her havde vi en speciel aftale med en specifik landmand, der kom med grøntsager til foreningen. Det var et tidspunkt, hvor der ikke var så forfærdeligt mange ordninger af den slags. Men den døde lidt hen, efter at der kom en masse forskellige muligheder for at modtage grøntsagskasser,” forklarer Tom Weber.
Og at være i kontakt med naturen er ikke altid en selvfølge for bybørnene, hvorfor Tom Weber, nogle bestyrelsesmedlemmer og gårdgruppen er gået i en dialog med kommunen, om at få lov at håndtere de omkringliggende offentlige bede.
“Vi har fået renoveret vores plads. Der har været mange fliser over det hele, men nu er der kommet lidt mere grønt i form af seks mindre bede, hvor der er blevet plantet en masse forskellige spiselige planter. Spisekastanjer, valnødder, æbler, kirsebær, stikkelsbær og andet forskelligt, samt vilde blomster og urter til gavn for bynaturen og biodiversiteten.” fortæller han.
Derudover er gårdområderne noget, som hver karré kan styre på individuel vis, men foreningen har naturligvis en interesse og er derfor også med til at danne gårdlaug, der holder styr på diverse i gårdene, og dette er specielt til glæde for de mindste i andelsboligforeningen, fortæller Tom Weber:
“De yngre børn er meget glade for tomaterne i drivhusene. De bliver spist hele sommeren, og der bliver heldigvis produceret en masse tomater nede i gårdene. Nogle gange bliver de også spist, inden de er helt modne.