Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
BEKEY A/S

Bygningsrenoverings-puljen til boligforeninger i København er åben for ansøgning

Drømmer I om nyt tag i andelsboligforeningen? Etablering af bad og toilet i de lejligheder, der mangler? Eller måske efterisolering? Så læs med her. Hvis jeres boligforening har adresse i Københavns Kommune, kan I nemlig søge støtte til større renoveringsprojekter med Bygningsrenoveringspuljen og andre aktuelle puljer.

De forskellige kommuner udbyder løbende puljer til andelsboligforeninger. Eksempelvis har Frederiksberg Kommune en pulje frem til den 15. marts 2022, hvor andelsboligforeninger kan søge om tilskud til bygningsfornyelse og etablering af fælles gårdanlæg.

Sådan ansøger I

Andels- og ejerboliger samt udlejningsejendomme i Københavns Kommune kan søge puljen. Den næste ansøgningsfrist er 1. marts 2022. Puljen søges på vegne af hele ejendommen af bestyrelsen, som skal indsende de overordnede oplysninger om ejendommen sammen med korte beskrivelser af de byggearbejder, som I ønsker støtte til. En rådgiver kan også søge på ejers vegne, med en underskrevet fuldmagt.

I skal indsende ansøgningen ind via dette ansøgningsskema →

OBS: Bliver andelsboligforeningen udvalgt, skal I sende en mere omfattende ansøgning med deadline 22. august 2022.

Hav styr på flertallet

Det kræver en godkendelse på generalforsamlingen i andelsboligforeningen til at søge Bygningsrenoveringspuljen. Det skyldes, at der ansøges til renoveringsprojekter, der kræver flertal i en forening.

Hvad kan I søge til?

Bygningsrenoveringspuljen dækker bredt og andelsboligforeningen kan søge støtte til:

  • Renovering af bygningens yderside, den såkaldte “klimaskærm”. Det kan for eksempel være tag, vinduer, yderdøre, facader og gavle.
  • Energiforbedringer, såsom forbedret isolering, solceller og andre tiltag, som står nævnt i ejendommens energimærke.
  • Skybrudssikring, såsom forhøjning af kanterne rundt om nedgange til jeres kælder.
  • Etablering af toilet/bad, hvis flere lejligheder mangler, eller har toilet på bagtrappen.

Læs mere om detaljerne på Københavns Kommunes hjemmeside.

Guide og krav til projektmateriale i bygningsrenoveringspuljen?

Københavns Kommune har udarbejdet en guide til boligforeninger, der skal søge puljen. Her får I et samlet overblik over processen. Find guiden her →

Hvor mange penge kan I få i støtte?

Udregningen af støttens størrelse afhænger af ejendommens bevaringsværdi. Københavns Kommune skriver på hjemmesiden:

A) Demonstrationsprojekt
Støtten udgør 50% af udgiften, dog maks. 150.000 kr. per bolig.

B) Almindelig bygningsrenovering med høj bevaringsværdi
– Ejendommen skal have en bevaringsværdi (SAVE) mellem 1-4.
– Støtten udgør 50% af udgiften, dog maks. 125.000 kr. per bolig.

C) Almindelig bygningsrenovering med lav bevaringsværdi
– Ejendomme med bevaringsværdi (SAVE) på 5 eller højere.
– Støtten udgør 33% af udgiften, dog maks. 100.000 kr. per bolig.

Tillæg ved manglende toilet/bad:

– Hvis der mangler toilet/bad inde i nogle af ejendommens lejligheder, kan I få ekstra støtte udover støtten til bygningsrenovering.
– Støtten udgør 75.000 kr. per bolig uden toilet/bad.

Hvordan udbetales puljen?

Bygningsrenoveringspuljen udbetales kontant til andelsboligforeningen og bliver beregnet ud fra de samlede omkostninger.


Hvad sker der efter, I har ansøgt?

  • Step 1: I foråret 2022 får andelsboligforeningen svar på, om I skal indsende en kvalificeret ansøgning. Kontaktpersonen angivet i ansøgningen vil modtage svar på mail.
  • Step 2: I udarbejder et uddybet renoveringsprojekt i samarbejde med en teknisk rådgiver og i dialog med jeres sagsbehandler hos Københavns Kommune.
  • Step 3: Inden den 22. august 2022 indsender I en kvalificeret ansøgning. Den kan I finde og læse mere om her.
  • Step 4: I januar 2023 modtager i tilsagn om støtten.
  • Step 5: I sender projektet i udbud. Det er vigtigt, at I får godkendt licitationsresultatet af bygningsfornyelsen, inden arbejdet går i gang. I kan indhente uforpligtende tilbud på opgaven hos Andelsportal.dk.
  • Step 6: Byggeprocessen igangsættes.
  • Step 7: Byggeprocessen afsluttes og entreprenøren og jeres rådgiver godkender resultater og fastlægger skæringsdatoen for arbejdernes færdiggørelse.
  • Step 8: I indsender byggeregnskab med bilag senest 3 måneder efter skæringsdatoen sammen med en 10-årig drifts- og vedligeholdelsesplan.
  • Step 9: Senest 6 måneder efter I har indsendt fyldestgørende regnskab (ofte før) udbetaler Københavns Kommune puljepengene.

Andre puljer, der kan søges i Københavns Kommune:

  • Toiletpulje til badeværelse inde i lejligheden, hvis du har toilet på bagtrappen, bad i kælderen eller en brusekabine i køkkenet. Ansøgningsfrist 2. maj 2022. Læs mere her: Toiletpulje.
  • Energitjekket KBH: Få et gratis opdateret energimærke og 90 procent støtte til en udvidet energirenoveringsrapport, hvis I er en andelsforening med energimærke E-F-G. Ansøgningsfrist: Først-til-mølle og med en forventning om at lukke puljen i ultimo april 2022. Læs mere her: Energitjekket KBH.
  • Støjpulje til udskiftning eller støjdæmpning af jeres vinduer i andelsforeningen, hvis I ligger ud til en meget trafikeret vej. Ansøgningsfrist 19. april 2022. Læs mere her: Støjpulje.
  • Puljen til energieffektivisering i områdefornyelser giver støtte til mindre renoveringer, der kan gøre ejendommen mere energieffektiv, hvis du bor inden for en områdefornyelse. Ansøgningsfrist 1. september 2022. Læs mere om puljen her.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *