Boligvalg afgøres af traditioner
Når danskerne skal vælge bolig, er vi slet ikke så frie, som vi selv tror. I stedet spiller traditioner en vigtig rolle, og en stor del af os vender tilbage til det, vi er vokset op i. Det viser en undersøgelse af danskernes boligpræferencer, som er foretaget af Statens Byggeforskninginstitut, By og Byg.
“Vi taler meget om, at folk vælger så frit. At vi definerer os selv gennem alle de valgmuligheder vi har, og måske netop vender ryggen til traditioner. Men det gør vi slet ikke. Faktisk betyder tradition så meget, at rigtig mange vender tilbage til en bebyggelse som den, de selv er vokset op i – det er her man føler sig hjemme,” siger Thorkild Ærø, som er landinspektør. Han har foretaget undersøgelsen som et led i sin afhandling om danskernes boligpræferencer.
“Vi tror, at den store fælles drøm er villaen eller parcelhuset. Men der er for eksempel også rigtigt mange, som er utroligt glade for at bo i de store åbne betonbyggerier. De er meget tilfredse med lejlighederne, som er store og velindrettede, og i høj kvalitet. Faktisk er der folk, der føler sig hjemme i de mest udskældte etagebyggerier, og som er meget trætte af andres fordomme. Når folk flytter derfra, er det ikke fordi, de er kede af at bo der, men på grund af områdets dårlige ry blandt andre,” siger Thorkild Ærø.
Kilde: Dgo.dk (Det Grønne Område)