Billigere stikkontakter på vej
Danskerne kan se frem til billigere stikkontakter, når det fra 1. juli 2008 bliver muligt at købe stikkontakter produceret efter fransk/belgisk standard.
I dag har Danmark sin egen standard for stikkontakter. Derfor er det ikke interessant for udenlandske producenter at producere stikkontakter specielt til det danske marked, når de ellers kan masseproducere til andre lande, som har den mere udbredte fransk/belgiske standard. Det betyder, at det danske firma Lauritz Knudsen – også kaldet LK – stort set har haft monopol på stikkontakter i Danmark.
Monopol bliver brudt
Derfor forventes prisen at falde, når de udenlandske stikkontakter kommer i handelen, sådan som det også er sket i Tyskland, Frankrig og Sverige, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. Sikkerhedsstyrelsen arbejder da også målrettet for en international standardisering af stikkontaktområdet.
Bedre beskyttelse
Baggrunden for det hele er, at Sikkerhedsstyrelsen har valgt at tillade de fransk/belgiske stikkontakter, blandt andet fordi de giver bedre mulighed for jordbeskyttelse og dermed en højere sikkerhed. Det handler om at undgå at få stød, hvis der opstår kortslutning i et apparat.
Overordnet findes der to muligheder for at sikre sig mod stød: jordforbindelse eller HPFI-anlæg. Ligeledes fra 1. juli 2008 skal alle bygninger i Danmark have installeret HPFI-anlæg i elinstallationerne.
Kilde: DR.DK