Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Østjysk Tagbyg ApS

A/B Bangsbohus på vej ud af swapkrise – 
Danske Bank eftergiver gæld for 50 millioner kroner

Andelsboligforeningen Bangsbohus på Frederiksberg har kæmpet en flere år lang kamp for at undgå konkurs og nu ser det endelig lysere ud for foreningen. A/B Bangsbohus har nemlig lavet en aftale med deres kreditor Danske Bank, som i følge flere kilder eftergiver gæld for 50 millioner kroner, hvilket betyder at A/B Bangsbohus kan fortsætte som andelsboligforening.

Det nye år er startet godt for den ellers konkurstruede andelsboligforening Bangsbohus: De har nemlig indgået en aftale med Danske Bank om en eftergivelse af foreningens gæld på 50 millioner kroner. Dette sikrer at foreningen kan forblive en andelsboligforening med håb om et mere stabilt økonomisk fundament i fremtiden.

Økonomisk aftale skal redde konkurstruet forening

Danske Bank er A/B Bangsbohus største kreditor og torsdag aften blev der taget det første skridt på vej ud af krisen for foreningen. Foreningen indgik en aftale med Danske Bank, der strækker sig over de næste 10 år med det mål, at A/B Bangsbohus kan klare sig selv herefter.

A/B Bangsbohus på Frederiksberg blev stiftet i 2006 og består af 75 lejligheder og 7 erhvervslejemål. Ligesom en række andre andelsboligforeninger var A/B Bangsbohus havnet i alvorlige økonomiske problemer grundet de såkaldte swap-aftaler, som resulterede i at foreningen blev forgældet. Foreningen er oven i købet stiftet med en høj boligafgift ud fra forventning om, at boligafgiften skulle falde igen på kort sigt. Udviklingen gik den forkerte vej for foreningen, hvilket betød at foreningen endte i et årelangt retsopgør med Danske Bank, da den ønskede at begære sig konkurs.

I flere år har A/B Bangsbohus kæmpet for sin overlevelse og den nye aftale med Danske Bank betyder, at foreningen nu kan se en vej ud af den økonomiske krise, skriver Berlingske Business.

Nykredit nægter at eftergive gæld

På andelsportal.dk har vi løbende fulgt flere af sagerne mellem andelsboligforeningerne og realkreditinstitutterne, der er endt i retssager mellem parterne. Nykredit har været långiver til mange af de nu nødstedte andelsboligforeninger men i modsætning til Danske Bank har Nykredit i alle forhandlinger med andelsboligforeningerne afvist at eftergive gæld.

Direktør i Nykredit Henrik Rasmussen udtaler til Berlingske Business, at Nykredit ikke ønsker at eftergive andelsboligforeningernes gæld da dette ikke vil være fair praksis overfor andre kundegrupper.

Hvorvidt aftalen mellem Danske Bank og A/B Bangsbohus er et enkeltstående tilfælde må tiden vise. Hos A/B Bangsbohus kan 75 andelshavere i hvert fald se frem mod en fælles løsning, der kan bringe foreningen på rette kurs igen.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *