Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Andelskøbere fravælger rådgivning

En andelsboligforenings økonomi er afgørende for om prisen på den enkelte andel er korrekt eller ej, men alligevel fravælger mange købere uvildig rådgivning.

Det kan være svært at vurdere om en andelsbolig er et godt køb for en afgørende faktor er foreningens økonomi, som ofte kan være uigennemskuelig for menigmand. Med sit indskud overtager man nemlig en del af den gæld eller friværdi, der er i foreningen, men på grund af komplicerede låneformer kan sammensætningen af gælden være umulig at hitte hoved eller hale i.

– Alt for få lader sig rådgive, når de køber andelsbolig. De fleste stiller sig tilfreds med, at banken kigger papirerne igennem for dem, siger direktør i Andelsboligmægleren, Jan Nyby til Børsen, og fortsætter:

– Den enkeltes forenings økonomi kan være helt forskellig. Der kan være 100.000 i indskud i én lejlighed og over en million i lejligheden ved siden af. Det er meget forvirrende for køberne.

Spørg din bank

Det kan være meget svært for en køber at gennemskue disse forhold, hvorfor det er vigtigt at få en grundig vejledning. Direktør for Andelsportal.dk, Martin Borgstrøm, opfordrer til, at man retter henvendelse til sin bank.

– Der findes mange komplekse låntyper, som for eksempel lån med renteswap, så derfor er det rigtigt vigtigt at søge rådgivning i forbindelse med køb af en andelsbolig. På den måde kan man få et korrekt billede af foreningens økonomi. I den forbindelse kan banken være meget behjælpelig, siger han.

I seneste nummer af Andelsbolig Nyt kan man læse om netop nødvendigheden af god rådgivning.