Andelsboligforeninger ændrer vedtægter
Det er de færreste andelsboligforeninger, der tillader, at en andelsboligejer fremlejer sin lejlighed, men det billede er ved at ændre sig. Flere og flere foreninger ændrer nemlig deres vedtægter i erkendelse af, at det bliver sværere og sværere at sælge andelsboliger på et presset boligmarked.
Mange har købt deres andelslejlighed til en noget dyrere pris, end de kan sælge den for. Derfor bliver der nu taget initiativer, som normalt ikke finder sted på andelsboligmarkedet.
– Det er klart et problem i nogle foreninger, at de nuværende andelshavere har købt for dyrt. Derfor ser vi lige nu forskellige forsøg på at få solgt andele og få nye beboere ind og samtidig komme folk i møde, der ønsker at sælge. Nogle indfører mulighed for forældrekøb – andre for længere tids udlejning af lejlighederne. Det er ikke normale fænomener i andelsforeninger, siger Jan Hansen, direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation ABF, til epn.dk.
Før i tiden var det nærmest umuligt at få fat i en andelslejlighed. Man kunne skrive sig på ventelister i flere foreninger, men alligevel var det svært at komme i betragtning. I dag nedlægger flere andelsforeninger deres ventelister, da der alligevel ikke er nogen af de opskrevne, der vil have en lejlighed, hvis de får den tilbudt.
– Der er flere af de foreninger, vi arbejder for, hvor man har valgt at suspendere ventelisterne, fordi der alligevel ikke er nogen, der ønsker at købe til de aktuelle priser, siger advokat Claus Clausen fra Egemar & Clausen Ejendomsadministration, som er blandt de ti største ejendomsadministratorer i Danmark, til epn.dk.