Andelsboliger sælges hurtigst
Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at andelsboliger, der sættes til salg, i gennemsnit bliver solgt hurtigere end ejerboliger, der sættes til salg.
Der er i øjeblikket rekordmange boliger til salg i Danmark. Derfor kan det være svært at finde en køber til sin bolig, men nye tal viser, at det er lettere at komme af med en andelsbolig end en ejerbolig.
Andelsboligerne bliver i hvert fald solgt hurtigere end ejerboligerne, der i gennemsnit står til salg i 28 dage mere end andelsboligerne. Det lyder godt for dem, der gerne vil sælge deres bolig, men som køber skal man ifølge en ekspert ikke lade sig forføre af, at andelsboligerne lader til at være de mest attraktive.
– Man skal passe på ikke at stirre sig blind på, hvor længe en andelslejlighed har været til salg. Andelslejligheder der har ligget længe kan være lige så gode køb. Og andelslejligheder, som der er rift om, kan være rigtig dårlige køb, siger Henrik Grave, der rådgiver om køb af andelsboliger på Andelsboligpris.dk, til Politiken.
Mægler eller ej?
De nye tal fra Boligsiden.dk, der drives af de danske ejendomsmæglere, sætter på ny fut i diskussionen om, hvorvidt man bør sælge sin andelsbolig privat eller gennem en ejendomsmægler. Tallene kan på den ene side tolkes sådan, at mæglerne er dygtige til at afsætte andelsboliger, eller de kan omvendt tolkes sådan, at andelsboliger nu er tilpas attraktive igen, så man kan sælge dem uden brug af mægler.
– Det er klart, at ejendomsmæglerne med informationen om liggetider på andelsboliger gerne vil sætte fokus på det, de kan tilbyde af merværdi i en handel med en andelsbolig, siger Henrik Grave til Politiken.
Der står i øjeblikket lidt mere end 5000 andelsboliger til salg hos de danske ejendomsmæglere.