Andelsboliger bliver solgt hurtigere end ejerlejligheder
Ifølge Boligsiden.dk, så er liggetiden for andelsboliger markant lavere, hvis man sammenligner med ejerboliger. Desuden holder andelsboligerne prisen ganske stabilt.
Markedet for andelsboliger er klar fremgang, hvis man skal tro andelsboligrådgiver, Henrik Grave. Til Boligsiden.dk siger han således:
– Jeg er optimistisk, og samtidig er jeg opmærksom på, at andelsboligmarkedet fortsat er noget umodent. Selve markedet for andelsboliger rummer fantastiske muligheder for den boligsøgende. Men det rummer tillige masser af fælder, siger andelsboligrådgiveren.
Han henviser til, at den nye regnskabsvejledning fra Erhvervs og Selskabsstyrelsen dog har været med til at øge gennemsigtigheden på markedet, hvorfor en køber har langt bedre mulighed for at sætte sig ind i en forenings økonomiske tilstand inden et køb.
Sælges trekvart år hurtigere
Noget tyder da også på, at folk ikke er bange for at vælge en andel, når de står overfor at skulle finde deres fremtidige bolig. Tal fra Boligsiden.dk viser, at ejerlejligheder i gennemsnit ligger til salg i 24 måneder, mens det tilsvarende tal for andelsboliger kun lyder på 15 måneder. Dette skyldes ikke, at sælgerne på andelsboligmarkedet er hurtigere til sætte prisen ned for faktisk så ligger prisnedslaget på ret stabile fem procent.
– Det er vigtigt at være varsom med at komme med kategoriske udtalelser omkring priser på andelsboliger, idet eksempelvis foreningens økonomi, herunder især låntagning, er af afgørende betydning for, hvornår der er tale om et godt eller dårligt køb af en andelsbolig, siger kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk, Birgit Daetz, til Politiken.
En fjerdedel af andelsboligerne har kun stået til salg i cirka 80 dage – altså under tre måneder. Andre 25 procent har stået til salg i lige knap seks måneder.
– Samlet set viser vores tal, at 75 procent af alle andelsboliger til salg har været udbudt i under et halvt år. Og det er ikke ulig det, vi ser for ejerlejlighederne herhjemme. Men mønstret ændrer sig for den sidste fjerdedel af de udbudte boliger i en direkte sammenligning mellem andelsboliger og ejerlejligheder, siger Birgit Daetz.