Nu skal vedligeholdelsesplanen på plads
Efteråret er sæson for budgetmøder i landets andelsboligforeninger, og det giver mulighed for at få styr på kommende vedligeholdelsesprojekter. En plan over kommende projekter kan nemlig sikre en stabil økonomi i foreningen.
Hvis din andelsboligforening ikke har en vedligeholdelsesplan, er der god grund til at få lavet en i forbindelse med det budgetmøde, som mange foreninger afholder i de kommende efterårsmåneder. Det er nemlig her, der er mulighed for at planlægge, hvad der skal ske af projekter næste år, og her er det vigtigt med en vedligeholdelsesplan.
En vedligeholdelsesplan sikrer, at nødvendige renoveringer og byggeopgaver bliver udført, mens tid er, og samtidig sikrer man, at foreningen har råd til de enkelte opgaver.
Lange budgetter
Det kan for eksempel være udskiftning af vinduer, et nyt tag, en facaderenovering, et nyt gårdmiljø, belægning af fliser, trapperenovering eller nye altaner – større projekter, som kræver en lang planlægningshorisont, og derfor er det vigtigt at få dem noteret på en vedligeholdelsesplan og tænkt projekterne ind i foreningens økonomi.
I forbindelse med en vedligeholdelsesplan er det også oplagt at lave lange budgetter, hvor man i samarbejde med banken og administrator får et overblik over foreningens økonomi de kommende 5-10 år. Derved sikrer man sig, at bestemte projekter og renoveringer bliver lavet samtidig med, at der er penge til diverse vedligeholdelser. Dermed kan man sikre en stabil økonomi i foreningen.
Kom tidligt i gang
Umiddelbart kan man tænke, at det er for tidligt at begynde at planlægge forårets renoveringsprojekter, men faktisk ikke. Nye vinduer, en facaderenovering eller tagrenovering kræver en lang forberedelse, eftersom der skal styr på de økonomiske forhold, bestyrelsen skal behandle opgaven, renoveringen skal stemmes igennem på en generalforsamling og håndværkernes skal bestilles.
Typiske projekter i en vedligeholdelsesplan:
– Facaderenovering- Vinduer/døre- Nyt tag- Tagrenovering- Isolering- Gårdhave/anlæg- Faldstammer