Generic filters
NemSkrald ApS

Solceller på taget i andelsboligforeningen: Hvad skal man vide inden man tager beslutningen?

I takt med stigende energipriser og et stigende fokus på bæredygtighed er mange andelsboligforeninger begyndt at overveje en mere klimavenlig energiløsning som solceller på taget. Kan solceller være en god investering i jeres andelsboligforening? Og hvordan griber man det an i praksis?

Begynd med dialogen i jeres andelsboligforening

Etablering af solceller i en andelsboligforening er sjældent en hurtig beslutning. Men med grundig forberedelse og rådgivning kan det blive en investering, der både styrker økonomien og andelsboligforeningens grønne initiativ. Inden I begynder at indhente tilbud og lave beregninger, er det vigtigt at få fastslået, om der overhovedet er opbakning i andelsboligforeningen.

I en andelsboligforening er en større investering et fælles anliggende i foreningen. At etablere solceller i jeres andelsboligforening er en investering, der både påvirker foreningens økonomi og fremtidige drift. Derfor er det en god ide, at bestyrelsen og andelshaverne i jeres andelsboligforening tager dialogen tidligt i processen eksempelvis på en generalforsamling, hvor det potentielle solcelleprojekt bliver gennemgået.

Motivation bag projektet kan være forskellig blandt beboerne, hvor nogen er optaget af den økonomiske gevinst og spørgsmålet om, hvornår solcellerne har tjent sig selv hjem. Andre vil måske mere lægge vægt på CO2-reduktionen og ønsket om at bidrage til den grønne omstilling. Uanset motivationen er det vigtigt at få afklaret om projektet skal gennemføres og hvad forventningerne er til det.

Processen kan se sådan her ud:

Få idéen om at få etableret solceller på jeres tag.

Læs om solceller i boligforeninger, eksempelvis på www.kk.dk/solceller.

Første generalsamlingsmøde – beslut om I vil have undersøgt potentialet for solceller af en teknisk rådgiver.

Undersøg muligheden for at søge støtte fra solcellepuljen på https://byfornyelsespuljer.kk.dk/solcellepuljen, hvis I er bosiddende i Københavns.

Få enten jeres tildelte eller selvvalgte tekniske rådgiver ud.

Den tekniske rådgiver undersøger potentialet og udarbejder en skriftlig rapport til jer. Herefter præsenterer rådgiveren solcelleprojektet for bestyrelsen eller til generalforsamling.

Andet generalforsamlingsmøde – beslut om I vil have etableret solceller i jeres andelsboligforening.

Indhent tilbud af etablering af solceller, eksempelvis via vores opgaveformular.

Ansøg om byggetilladelse, hvis det er nødvendigt.

Etablering af solceller.

Vurder tagets stand

Et af de mest afgørende spørgsmål, der skal stilles er, hvordan jeres tag har det. Hvis der i jeres vedligeholdelsesplan står, at taget skal udskiftes inden for en overskuelig årrække, kan det være en god idé at tænke solceller ind i samme projekt. I nogle andelsboligforeninger som indeholder asbest og samtidig nærmer sig slutningen af deres levetid. Derfor skal en del andelsboligforeninger alligevel snart have foretaget en tagrenovering. Ved at kombinere tagrenovering og etablering af solceller kan jeres andelsboligforening opnå en mere effektiv og helhedsorienteret løsning.

Solceller er en effektiv løsning, da de har en lang levetid og kræver nærmest ingen vedligeholdelse. Levetiden for det enkelte anlæg afhænger af anlæggets kvalitet, men de fleste leverandører giver en garanti på omkring 25-30 år. For at kunne få solceller, er der nogle grundlæggende krav, som jeres tag skal opfylde. Derfor er det altid en god idé at få en professionel vurdering, så I kan være sikre på, at jeres tag er velegnet til solceller.

Er jeres tag egnet? De tekniske forhold spiller en afgørende rolle

Selvom interessen er der for at få etableret solceller, og taget er i god stand, er det ikke givet, at alle ejendomme egner sig lige godt til solceller. Et solcelleanlæg vejer typisk mellem 13-15 kg pr. m2, hvilket betyder, at I skal være opmærksom på jeres tags bæreevne og eventuelt have forstærket jeres tag i forbindelse med etableringen af solcelleanlægget.

Der er mange muligheder med solcelletag, men man skelner mellem bygningsmonterede solceller og bygningsintegrerede solceller. Bygningsmonterede solceller ligger oven på taget og er derfor mere synlige end de integrerede. De kan opsættes uafhængigt af en tagrenovering på både et fladt tag eller på et tag med hældning. Bygningsintegrerede solceller udgør en del af tagmaterialet og erstatter det normale materiale som tegl. Det er på den måde mindre synligt, da det er en del af taget.

Et afgørende forhold er graden af solindstråling på jeres tag. Syd-, vest- og østvendte tagflader er det mest optimale til solceller, samt flade tage. Det er de, da jo mere sollys, der rammer jeres solcelletag, desto mere får i ud af anlægget. Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på omgivelserne, da høje træer eller andet, der kan skygge omkring anlægget, kan nedsætte effektiviteten af solcelletaget. Dermed kan det være en overvejelse at fjerne grene, træer eller andet, der kan nedsætte effektiviteten af et potentielt solcelletag i jeres andelsboligforening. Her kan det være en fordel at gøre brug af en teknisk rådgiver, der kan undersøge potentialet for solceller på jeres bygning. En grundig undersøgelse kan give jer et realistisk billede af jeres muligheder og dermed give et langt bedre beslutningsgrundlag. Inden da kan I også tage et kig på solkortet. Her kan I se, hvor stort potentiale jeres ejendom har for solceller.

Få tilskud fra solcellepuljen

Hos solcellepuljen kan I få 50% støtte til en professionel teknisk rådgiver, der screener om jeres ejendom er velegnet til solceller. I kan enten få tildelt en rådgiver eller vælge jeres egen.

Solcellepuljen kan søges af blandt andet andelsboligforeninger med minimum fem boliger i ejendommen. Ansøger skal formelt repræsentere ejendommen som eksempelvis bestyrelsesmedlem.

Tilskuddet dækker 50% af rådgiverudgiften, men har et maksimalt beløb. I kan som udgangspunkt maksimalt modtage 20.000 kr. inkl. moms pr. andelsboligforening. Hvis der er mere end én bygning inden for samme andelsboligforening, kan I modtage et større tilskud. I kan maksimalt få til tre bygninger, hvilket vil sige op til 60.000 kr. inkl. moms.

OBS: Ejendommen skal være placeret i Københavns Kommune.

I kan læse mere om solcellepuljen her

Hvordan skal strømmen bruges i andelsboligforeningen?

Der er to muligheder i forhold til, hvordan solcellestrømmen distribueres i en andelsboligforening. Den kan enten dimensioneres til udelukkende at dække fællesforbruget i ejendommen, eller den kan bruges til at dække både det fælles forbrug og det individuelle forbrug i de enkelte andelshavers lejligheder.

Fælles forbrug

Den meste enkle måde er at bruge strømmen til fælles forbrug, eksempelvis i opgange, kældre, vaskerum, ventilation eller elevatorer. Solcelleanlægget til fællesforbrug bliver placeret bag den måler, der afregner det forbrug. Her distribueres solcellestrømmen ikke til hver lejlighed, og det individuelle forbrug i lejlighederne varetages fortsat af lejlighedernes individuelle el udbyder.

For mange andelsboligforeninger er dette den mest attraktiv løsning, da den reducerer fællesudgifterne. Til gengæld vil den samlede økonomiske gevinst typisk være mindre end ved en model, hvor hele ejendommens forbrug indgår.

Fælles og individuelt forbrug

Hvis ønsket er at fordele strømmen til den enkelte andelshaver, omlægges lejlighedernes hovedmålere til bimålere. Det fælles forbrug dækker ovennævnte fællesområder, hvor det individuelle forbrug også dækker opvaskemaskine, belysning, elektronik m.v. Ejendommen får en hovedmåler, som er ejet af Radius elnet, hvor bimålerne er en del af ejendommens elinstallation. Andelshaverne i ejendommen overgår til en el-leverandør, der besluttet i fællesskab.

Fordelen ved denne model er, at en langt større del af den producere strøm kan udnyttes direkte i ejendommen. Til gengæld følger der både teknisk, juridisk og administrativ kompleksitet med. Det kan være en god idé af få professionel rådgivning, da projektet kan være komplekst. Jo større del af ejendommens elforbrug I ønsker at inddrage i løsningen, desto vigtigere er det at have det fulde overblik.

Hvad betyder økonomien for et solcelleprojekt?

Økonomien er naturligvis afgørende for et solcelleprojekt. I en andelsboligforening afhænger det af mange forskellige forhold. Prisen på et solcelleanlæg varierer derfor fra ejendom til ejendom og afhænger både af anlæggets kapacitet, tagets forhold og installationens kompleksitet. En afgørende faktor for økonomien er, hvor stor en del af den producerede strøm foreningen selv kan bruge. Jo mere strøm I anvender direkte i ejendommen, desto bedre bliver regnestykket. Strøm, der sælges til elnettet, afregnes typisk til en lavere pris end den, I betaler for at købe strøm.

Hvis I vælger en løsning, hvor anlægget udelukkende dækker fællesforbruget, vil investeringen som regel være lavere, og løsningen mere enkel. Til gengæld er det samlede forbrug, som anlægget kan dække, begrænset. Det betyder at den potentielle årlige besparelse også er lavere, fordi fællesforbruget i mange ejendommen kun udgør en mindre del af det samlede elforbrug.

Vælger I derimod en løsning, hvor både fælles forbrug og det individuelle forbrug i lejlighederne indgår, kan en langt større del af den producerede strøm anvendes direkte i ejendommen. Det giver mulighed for en større årlig besparelse og en bedre udnyttelse af anlæggets kapacitet. Til gengæld koster det mere at få det etableret, da elinstallationen skal omlægges og der skal etableres bimålere i hver lejlighed.

Tilbagebetalingstiden for et solcelleanlæg i andelsboligforeninger ligger ofte et sted mellem 11-17 år, men afhænger af elpris, forbrugsmønster og finansiering. Herefter vil anlægget fortsætte med at producere strøm i mange år frem, hvor de fleste paneler har en ydelsesgaranti på minimum 80% af den oprindelige ydelse i op til 25-30 år.

Det er derfor vigtigt at have et solidt beslutningsgrundlag og bør indeholde konkrete beregninger fra jeres ejendom, så I kan sammenligne scenarierne. En professionel fagmand kan hjælpe jeres andelsboligforening med prisoverslag, driftsbesparelser og finansieringsmuligheder. På den måde kan I træffe en beslutning, der giver jer grøn energi i mange år frem.

Kilde: Københavns Kommune

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *