Københavns Kommune har støttet etableringen af ny andelsboligforening ved at købe flere boliger
Københavns Kommune har for nylig tildelt fem mio. kr. til at købe andelsboliger i en andelsboligforening under stiftelse. Det er sket på baggrund af en ansøgning fra en andelsboligforening på Sallingvej i Vanløse, der var under stiftelse tidligere i efteråret i år.
Andelsboligforeningen i Vanløse var udfordret under stiftelsen, da den ikke kunne samle nok nye andelshavere blandt lejerne i ejendommen til at udnytte forkøbsretten til ejendommen.
Det er sådan, at lejere i en udlejningsejendom har forkøbsret til ejendommen til danne andelsboligforening – men, for at kunne udnytte forkøbsretten, skal mindst 60 procent af lejerne ville og kunne købe deres bolig som andel og gå med i foreningen, før det kan ske.
Det kæmpede beboerne i ejendommen med, og derfor søgte den støtte til stiftelsen hos Københavns Kommune. Og – fordi der var risiko for, at de ikke kunne etablere en ny andelsboligforening – besluttede kommunen at købe flere andelsboliger, så foreningen kunne stiftes.
Kommunen kan træde til som andelshaver
Ifølge lejeloven skal en ejer af en udlejningsejendom i forbindelse med et salg tilbyde lejerne, at de kan købe ejendommen med henblik på at danne andelsboligforening.
Fristen for at udnytte denne forkøbsret lyder på 10 uger. Samtidig, ifølge andelsboligloven, skal mindst 60 procent af lejerne ønske og kunne indtræde i en andelsboligforening og købe deres bolig som andel.
Kommuner kan dog – ligeledes ifølge andelsboligloven – i forbindelse med stiftelse af andelsboligforeninger via regler i lejeloven om tilbudspligt indtræde som andelshaver til andele vedrørende de boliger, lejerne ikke ønsker at købe andel i. Og det kan der være behov for.
Dette kan være nødvendigt, da det ofte kan være vanskeligt at få finansieringen på plads inden fristen. Men da kan kommunen træde til og købe enkelte andele, hvilket både medvirker til finansieringen og sikrer, at stiftelsen af andelsboligforeningen kan gennemføres.
Akkurat dette har Københavns Kommune gjort ved at indtræde som andelshaver i flere andelsboliger i andelsboligforeningen på Sallingvej i Vanløse for på den måde at reducere det lån, som de resterende andelshavere har skulle optage.
Kommunen som fødselshjælper for flere andelsboligforeninger
Københavns Kommunes politikere bevilgede pengene uden behov for at stemme om det. Én af dem, der bakkede op om brugen af forkøbsretten, er teknik- og miljøborgmester Line Barfod fra Enhedslisten. Hun udtalte til Berlingske tilbage i oktober:
”I mange år har der ikke været etableret mange nye andelsboligforeninger i København. Det har været vanskeligt at skaffe finansiering efter finanskrisen. Så jeg er derfor glad for denne mulighed for at hjælpe lejere, der vil etablere en andelsboligforening.”
I en uddybende kommentar til samme medie skrev hun:
”En andelsbolig er en god blanding af lejer- og ejertanken. Som beboer indgår man i et forpligtende fællesskab og er medejer af hele ejendommen. Vi er nødt til at skaffe langt flere betalbare boliger i København, og stiftelsen af flere andelsboligforeninger med kommunens hjælp er endnu en vej til at nå det mål.”
Ved at understøtte lejere i at udnytte forkøbsretten kan kommunen være ”fødselshjælper for mange flere andelsboligforeninger, hvor beboerne betaler udgifterne til ejendommen, men slipper for at betale profit til en kapitalfond,« som teknik- og miljøborgmesteren udtrykker det til Berlingske.
Når en kommune indtræder som andelshaver, betyder det, at kommunen køber de andelsbeviser, som lejere ikke ønsker at købe.
Efterfølgende betaler kommunen en såkaldt forskelsafgift til andelsboligforeningen, som svarer til forskellen mellem lejeindtægten og andelsboligafgiften til foreningen.
De boliger, hvor kommunen indtræder som andelshaver, udlejes i første omgang til den nuværende lejer på almindelige vilkår. Men når lejemålet ophører ved fraflytning eller dødsfald, skal kommunen sælge andelen, og pengene vender tilbage til kommunekassen.
Kommunal støtte udspringer af 104 år gammel lov
Med støtte fra Københavns Kommune og bistand fra et lokalt advokatfirma lykkedes det et flertal af lejerne på Sallingvej i Vanløse at købe ejendommen, bestående af 56 lejligheder, og stifte andelsboligforening.
Dermed har foreningen benyttet sig af en sjældent anvendt mulighed for kommunal støtte, der bygger på en 104 år gammel lov om tilskudsdeklarationer.
Loven giver både kommuner og staten mulighed for at give tilskud til opførelse af alle typer af ejendomme på op til 20 procent af anskaffelsessummen.
