Generic filters
Tømrermester RFA

Nu kan etageejendomme få tilskud til solceller fra puljen for Solceller på etageboligbygninger

Nu kan etageboligbygninger søge om tilskud til solceller - puljen for Solceller på etageboligbygninger er nemlig åben. Så, drømmer jeres andelsboligforening om at få solceller, er det nu, I skal slå til. Puljens midler fordeles efter først-til-mølle princippet.

Der skal opsættes flere solcelleanlæg i Danmark, herunder på etageboligbygninger. Derfor åbner Energistyrelsen tilskudspuljen Solceller på etageboligbygninger, som har til formål at støtte bl.a. boligforeninger økonomisk i etableringen af solcelleanlæg. Puljen skal gøre det nemmere at opsætte solceller på etageboligbygninger, så tagarealer kan bruges til at producere grøn energi. Som andelsboligforening kan I søge om tilskud til solceller.

Hvem kan få tilskud fra puljen Solceller på etageboligbygninger?

Tilskudspuljen er målrettet etageboligbygninger, herunder almene boligafdelinger, private lejeboliger, samt etageejendomme bestående af ejerlejligheder og andelslejligheder. Andelsboligforeninger kan derfor søge tilskud fra puljen Solceller på etageboligbygninger. 

Hvad kan vi få tilskud til?

Fra tilskudspuljen kan man få tilskud til:


Krav til solcelleanlægget:

  • Minimumsstørrelsen for solcelleanlæg, der kan modtage støtte er 15 kW.
  • Anlægget skal tilsluttes det kollektive elnet.

Krav til rådgivningsrapporten:  

  • Rådgivningsrapporten skal være udarbejdet senest 24 måneder før, at der ansøges om tilsagn om tilskud. Den må derfor ikke være mere end 2 år gammel på ansøgningstidspunktet.
  • Den vedrører samme bygning, som der ydes tilsagn om tilskud til etablering af solcelleanlæg til.
  • Den skal være udført og faktureret af en virksomhed.

Hvad kan vi få i tilskud?

Der er i 2025 afsat 4,8 mio. kr. I årene 2026-2030 udmøntes der i gennemsnit ca. 9 mio. kr. årligt. 

Satserne ser ud som følger: 

4.000 kroner pr. kW til ikke-momsregistrerede virksomheder.

3.200 kroner pr. kW til momsregistrerede virksomheder. 

Der kan maksimalt opnås 1 million kroner i støtte pr. anlæg.

Der kan søges om ekstra tilskud, såfremt der udarbejdes en rådgivningsrapport inden ansøgningen. Det ekstra tilskud lyder på hhv. 20.000 kr. for ikke-momsregistrerede virksomheder og 16.000 for momsregistrerede virksomheder. 

Midlerne i puljen fordeles efter først-til-mølle princippet. 

Krav og betingelser for tilsagn og tilskud 

Foruden de føromtalte krav til solcelleanlægget og rådgivningsrapporten, skal følgende krav og betingelser opfyldes for at kunne få tilsagn til tilskud: 

  • Bygningen skal være en helårsbolig. Den skal i BBR være registreret som BBR-kode 140 eller 150.

  • Projektet må ikke påbegyndes før efter I har modtaget tilsagn om tilskud. I må heller ikke bestille materialer eller indgå bindende aftaler, før I har modtaget tilsagn. 
    • I må gerne indhente tilbud fra forskellige installatører og tilladelser fra kommunen, før der er modtaget tilsagn. 
    • I må gerne få udarbejdet en rådgivningsrapport, før der er modtaget tilsagn.

  • Bygningen skal ejes af en af parterne på sagen. Du som ansøger eller den, du søger på vegne af, skal være tinglyst ejer til den adresse, der søges til. Når der søges på vegne af en andelsboligforening, skal der foreligge bl.a. en fuldmagt og ansøgererklæring underskrevet af de tegningsberettigede i foreningen.

  • Projektet må ikke modtage anden offentlig støtte efter anden lovgivning. 

  • Arbejdet skal udføres af en virksomhed.

  • Der kan kun søges om tilskud til ét solcelleanlæg pr. ansøgning. Rummer bygningen flere boligenheder, skal der indsendes én samlet ansøgning.

  • Der skal udfyldes en de minimis-erklæring, hvis der logger ind med et CVR-nummer, hvis der drives virksomhed, eller hvis der udøves økonomisk aktivitet på den adresse, du søger til.
  • Ved ansøgning om udbetaling af tilskud, skal en række bilag, med specifikke krav, vedhæftes. De krav kan findes i ansøgningsvejledningen til tilskudspuljen

Hertil følger flere krav til dokumentation ved ansøgningstidspunktet. Når man søger på vegne af en forening, skal følgende medsendes: 

  • Fuldmagt.
  • Ansøgererklæring.
  • De minimis-erklæring.
  • Dokumentation på hvem den/de tegningsberettigede er – eksempelvis i form af et referat fra sidste generalforsamling.
  • Foreningens vedtægter som beskriver foreningens tegningsregler.
  • Dokumentation på ejerskab af adressen. Enten i form af en tingbogsattest, et skøde eller en købsaftale samt bankdeponering.
  • (Rådgivningsrapporten. Når der søges tilskud til rådgiverrapporten, skal denne vedhæftes ansøgningen). 

Er der momsregistreret virksomhed på adressen?

Når der ansøges om tilskud, tjekkes det automatisk, om der er momsregistrerede virksomheder på adressen. Er det tilfældet, nedjusteres tilsagnet med momssatsen. Søger I som privatperson og dermed ikke fratrækker moms på materialer og arbejde, kan dette erklæres i ansøgningen. Indsendes ansøgningen på vegne af andre, noteres dette i ansøgererklæringen. Tilskuddet beregnes på markedspriser eksklusive moms.

Læs mere om tilskudspuljens krav i ansøgningsvejledningen.

Kort om puljen for Solceller på etageboligbygninger:

  • Andelsboligforeninger kan søge. 
  • Puljen følger først-til-mølle princippet.
  • Maks 1 mio. i samlet tilskud pr. ansøgning.
  • Puljen åbner årligt frem til og med 2030.
  • Det skal etableres på en etageejendom med BBR-kode 140 eller 150.

Hvordan søger vi tilskudspuljen for Solceller på etageboligbygninger?

Tilskudspuljen søges via ansøgningsportalen på Sparenergi.dk. Her findes også en udførlig ansøgningsvejledning, som I kan følge. Det er en god idé at læse den, inden I søger – det gør det nemmere at søge, når I er godt forberedt:

✓ Hav MitID klar

Der skal bruges MitID til at logge ind på ansøgningsportalen på Sparenergi.dk.

✓ Hav styr på, hvad der skal søges tilskud til

Når I ansøger skal I tage stilling til, om I vil søge tilskud til en udarbejdet rådgivningsrapport, samt oplyse hvor mange kW solcelleanlægget skal indeholde.  

✓ Hav dokumenterne klar

Når I ansøger om tilsagn til tilskud på vegne af en andelsboligforening, skal flere dokumenter vedhæftes ansøgningen. De skal være udfyldt og klar til at kunne vedhæftes ved ansøgningstidspunkt, så sørg endelig for, at der er styr på dem og hav dem klar, inden I går i gang.

Vedhæftes der ikke fyldestgørende dokumentation, kan I forvente at få afslag på ansøgningen.

Husk, at ansøgningen først er indsendt, når I har trykket ”Indsend” nederst i vinduet, og statussen på sagen er skiftet til ”Ansøgning indsendt – afv. behandling”.

Vigtigt: Tilsagnet om tilskud gælder i 3 år. 

Når jeres ansøgning er sendt

Når jeres ansøgning er behandlet, vil I få besked direkte via ansøgningsportalen. Hvis ansøgningen godkendes, vil I først modtage et såkaldt tilsagn om tilskud. Dette tilsagn er jeres bekræftelse på, at foreningen kan få udbetalt tilskuddet, når solcelleanlægget er installeret – forudsat at alle krav til dokumentation og installation er opfyldt.

Tilskuddet udbetales først, når projektet er afsluttet, og I har sendt ansøgning om udbetaling med den nødvendige dokumentation inden for tidsfristen.

Når I har fået tilsagn om tilskud

Får I tilsagn til tilskud, har I, fra den dag I får tilsagn om tilskud, 3 år til at indkøbe og installere et solcelleanlæg og ansøge om udbetaling af tilskuddet.

Hvis I ikke overholder fristen, kan I forvente, at I ikke kan få udbetalt tilskuddet.

Hvis man ikke kan nå at installere solcelleanlægget inden fristen udløber, har man mulighed for at søge om udsættelse via ansøgningsportalen. I ansøgningen skal man vælge en ny dato for, hvornår man senest kan ansøge om udbetaling af tilskud samt vælge en begrundelse.

Ansøgning om udbetaling skal indsendes, når projektet er afsluttet og betalt, og I er koblet på det kollektive elnet – og inden for fristen, der lyder på 3 år fra den dag I får tilsagn om tilskud.

Obs: Hvis I modtager tilsagn om tilskud på 500.000 kr. eller derover, skal I ved ansøgningen om udbetaling af tilskuddet medsende revisorerklæring på, at projektregnskabet er revideret efter Energistyrelsens revisionsinstruks. Revisionsinstruksen medsendes afgørelsen om tilsagn om tilskud, når denne har en tilsagnssum på over 500.000 kr.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *