Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

VVS-firmaer i ulovligt priskartel


En lang række af landets VVS-firmaer afsløres nu i at stå bag et omfattende og ulovligt kartelsamarbejde til stor skade for både virksomheder og forbrugere.
Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af dokumenter, der afdækker, hvordan VVS-branchen gennem et vidtforgrenet prissamarbejde i en årrække har fordelt arbejdsopgaverne imellem sig til opskruede priser.

Konkurrencestyrelsen foretog tirsdag den 2. august ransagninger hos en række VVS-firmaer, som mistænkes for at have deltaget i konkurrenceforvridende kartel.
Anført af nogle af branchens største og mest respektable firmaer som Bravida, Wicotec samt det Kemp & Lauritzen-ejede L&H Rørbyg har VVS-installatørerne kostet danske forbrugere og virksomheder adskillige milliarder kroner i overpriser for udførte VVS-opgaver. VVS-branchen omsætter for over 15 mia. kr. om året. Dermed tegner VVS-kartellet sig som en af de største danske erhvervsskandaler på niveau med det tidligere afslørede el-kartel, der havde deltagelse af flere hundrede el-installatører. Trods en voldsom bevågenhed fra konkurrencemyndighederne i kølvandet på afsløringen af el-kartellet tilbage i 1998 har VVS-installatørerne fortsat deres ulovlige kartelsamarbejde, erfarer Berlingske Tidende.

Gennem et ulovligt og bureaukratisk system sikrer kartelsamarbejdet, at arbejdsopgaverne fordeles mellem de enkelte VVS-virksomheder alt efter, hvem der står for tur. Samtidig gør kartelsamarbejdet det muligt at skrue priserne kunstigt i vejret med helt op til 20-25 procent ved at koordinere de udregnede tilbud i forbindelse med licitationer.

Ud over tusindvis af forbrugere har danske sygehuse og andre offentlige institutioner betalt milliarder af kroner i overpriser på de systematiske ulovligheder. Hertil kommer virksomheder i hundredvis, bl.a. Københavns Lufthavne, DSB, Carlsberg, Chr. Hansen, Coloplast, Danske Bank, Novo Nordisk og Magasin.

Udgangspunktet for det mangeårige kartelsamarbejde er VVS-branchens tidligere meldekontor Jermer, hvor man i sin tid registrerede alle større VVS-arbejdsopgaver. I årene efter lukningen af meldekontoret Jermer har kartelsamarbejdet ændret karakter og er blevet et anliggende for de største VVS-virksomheder, der ifølge Berlingske Tidendes oplysninger helt frem til i dag har fordelt de større arbejdsopgaver imellem sig.

Hos Konkurrencestyrelsen finder direktør Finn Lauritzen oplysninger om et mangeårigt VVS-kartel højst beklageligt.

»Når virksomheder deler arbejdet imellem sig, så bliver avancen højere, og produktiviteten går i stå. Derfor er der ingen tvivl om, at noget sådant er til stor skade for forbrugerne,« siger han.

VVS-firmaerne afviser ethvert kendskab til kartelsamarbejdet.

»Jeg aner overhovedet ikke, hvad det går ud på. Det er muligt, det har fundet sted, men det er ikke noget, jeg kender til,« siger Bravida-direktør Jørn Boklund.

Ifølge konkurrencelovgivningen kan kartelmedlemmer ikke dømmes for aftaler indgået før 1998. Herudover gælder som udgangspunkt en almindelig forældelsesfrist for strafforhold på fem år.

Kilde: Berlingske