Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Vanskeligt år i vente for andelsboligmarkedet

Hvis man tror, at krisen på andelsboligmarkedet er overstået, tager man fejl. Meget tyder på, at det ustabile marked fortsætter gennem 2012, blandt andet fordi udbudspriserne fortsat er for høje.

Ordet krise fløj gennem luften i 2011, når man talte om andelsboligmarkedet. Vi var vidne til flere retssager om andelsboligforeninger, der var truet af konkurs, og antallet af ledige boliger steg, mens køberne i overvejende grad blev væk sammenlignet med tidligere år.

Nu er vi gået ind i 2012, og måske er man fristet til at tro, at markedet vender, og krisen går i sig selv. Sådan bliver det med stor sandsynlighed ikke. Andelsboligmarkedet befinder sig fortsat i en dyb krise med alt for mange ledige boliger sammenlignet med antallet af interesserede købere.

Det bliver et vanskeligt år for andelsboligmarkedet. Der er fortsat alt for mange andelsboliger, hvor udbudsprisen er sat for højt, og det kan holde sælgerne væk. Generelt kan man sige, at andelsboligerne lige nu bliver udbudt til en for dyr pris sammenlignet med efterspørgslen, siger René Poulsen, direktør i Københavns Andelskasse, til Andelsportal.dk.

Mange faktorer i spil

Under den finansielle krise har andelsboligmarkedet været igennem en dyb og historisk krise, hvor især de nystiftede foreninger er blevet hårdt ramt. For at vende dette billede og skabe en tillid til markedet, afhænger det af, om man fra politisk side formår at træffe de nødvendige beslutninger, lyder det fra René Poulsen.

Det er svært at sige, hvad der konkret skal til for, at andelsboligmarkedet vender, men det er sikkert, at den økonomiske udvikling har en indvirkning. Hvordan vil renten udvikle sig, hvad sker der i EU, vil regeringen gennemføre en boligpakke og hvad sker der med skatten og arbejdsløsheden? Alle disse faktorer kan påvirke andelsboligmarkedet.

Meget kan tyde på, at markedet først for alvor går i en mere positiv retning, når køberne igen begynder at investere i en andelsbolig.