Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Utrygheden på vej ud af andelsboligmarkedet

Selv om der i disse måneder aldrig før har været så mange boliger til salg, som tilfældet er nu, er der positive tegn at spore på andelsboligmarkedet. Mere realistiske prissætninger er med til at skabe mere tryghed omkring køb af andelsboliger, lyder det fra en ekspert.

Hvis man som mulig køber står over for at investere i en andelsbolig i hovedstadsområdet, er der et stort udbud af lejligheder at vælge imellem. Alligevel bliver der for tiden solgt flere andelsboliger end ejerboliger, og ifølge sekretariatschef for interesseorganisationen ABF (Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation), Jan Hansen, er der én særlig årsag til denne tendens.

– Økonomien i andelsboligforeningerne er blevet mere gennemskuelig, og det er afgørende for, om det er trygt at købe en andelsbolig. Derfor kan man sige, at utrygheden på andelsboligmarkedet er ved at blive afløst af en genskabt tryghed, når man skal købe en andelsbolig, blandt andet fordi køberne godt kan gennemskue, at langt størsteparten af foreningerne har en sund økonomi.

Ejerboliger fortsat for dyre 
I Danmark er der omkring 200.000 andelsboliger, hvor af 124.000 ligger i Region Hovedstaden. Af dem er størstedelen placeret i København og på Frederiksberg. Dem, der bliver solgt flest af, er to- og treværelses-lejligheder.

Jan Hansen mener, det er vanskeligt at spå om, hvordan udviklingen i de kommende år vil blive på andelsboligmarkedet. Han understreger, at det afhænger af, hvordan den generelle udvikling kommer til at forme sig på boligmarkedet. Og her mener han, at prisniveauet på ejerboliger fortsat er for højt i forhold til efterspørgslen.