Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Tredobling af andelsboliger til salg

I løbet af to år er antallet af andelsboliger, der er sat til salg, steget med 192 procent.

I løbet af de sidste par år har der været en stor stigning i antallet af andelsboliger til salg. Tal fra Boliga.dk viser, at der i marts 2008 var sat 1922 andelsboliger til salg mod 5625 i juli i år. Det udgør en stigning på hele 193 procent. Tallene dækker over boligsælgere, som har valgt at bruge en mægler til salget af deres andelsbolig.

– Det er generelt blevet sværere at sælge sin andelsbolig, og derfor benytter flere og flere en mægler til salget. Vi ser også, at der er dukket mæglere op, der udelukkende fokuserer på salg af andelsboliger. Det har der ikke været et marked for tidligere, siger Martin Borgstrøm, der er direktør for Andelsportal.dk.

Mindre attraktivt at bo i andel

Stigningen er dog ikke kun sket, fordi flere og flere bruger mægler til salg af deres andelsbolig. Hos Den Blå Avis, hvor det primært er private, der annoncerer, er der nemlig også sket en stigning. I 2008 var der i gennemsnit 8233 annoncer for andelsboliger om måneden, mens det tal i 2010 er steget til 9967 annoncer for andelsboliger. Det er en stigning på 21 procent.

– Jeg tror, at det generelt er blevet mindre attraktivt at bo i andelsbolig i takt med, at priserne er steget. Mange steder har det været væsentligt billigere at sidde i en andelsbolig sammenlignet med det øvrige boligmarked. Det har ændret sig, og i dag svarer de månedlige udgifter i en andelslejlighed i mange tilfælde til prisniveauet i en tilsvarende ejerlejlighed, siger Martin Borgstrøm fra Andelsportal.dk.