Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Altan.dk

Regeringen svigter andelsboligforeninger – igen

Med regeringens beslutning om at droppe en grøn støtteordning bortfalder muligheden for, at landets boligforeninger, herunder andelsboligforeninger, kan blive omfattet af et energitilskud, selv om Socialdemokraterne i foråret meldte ud, at de var sikre på, at boligforeningerne ville få tilskud. Og det er ikke første gang, at foreningerne bliver forsømt. Hos en af landets store boligforeninger er man uforstående over for beslutningen.

Det er simpelthen nødvendigt, at foreningerne også kan søge om tilskud, da de står over for at skulle energiforbedre deres ejendomme. Jeg er sikker på, at vi kan få boligforeningerne med i denne pulje. Så klar var meldingen fra Socialdemokraternes boligordfører Jan Johansen til Andelsportal.dk i foråret, da regeringen var besluttet på at gennemføre et energitilskud til boligejere og boligforeninger.

Nu er energipuljen taget af bordet, og regeringen lægger op til, at der hverken bliver tale om et tilskud til boligejere og boligforeninger, herunder andelsboligforeninger. Og dermed må boligforeningerne igen spejde langt efter økonomiske støttemidler til bygge- og renoveringsprojekter.

Ville kunne skabe jobs

Mange boligforeninger, herunder andels- og ejerboligforeninger, står over for større byggeopgaver, hvorfor et energitilskud kunne have været en vigtig medfaktor til at påbegynde projekterne. Sådan lød det også fra Jan Johansen (S) i foråret, da Andelsportal.dk interviewede boligordføreren.

Jeg er sikker på, at et tilskud til boligforeninger vil blive godt modtaget, og det kan være et stort skub til foreningerne. Samtidig kan det skabe jobs og vækst, fordi foreningsopgaverne typisk er store renoveringsprojekter.

Bliver ikke i denne omgang

I dag er meldingen en anden fra regeringen, efter at man har valgt at droppe den grønne støtteordning under de igangværende finanslovsforhandlinger, og pt. synes der ikke at være et alternativ til boligforeningerne.

Det bliver ikke under disse finanslovsforhandlinger, men vi skal på sigt ind at se på, om der kan komme noget andet til boligforeningerne. Det er et område, vi er opmærksomme på, og fortsat et emne, vi vil have fokus på, siger Jan Johansen i dag.

Hos en af Danmarks store boligforeninger, Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), er man uforstående over for regeringens beslutning om at droppe energitilskuddet. Sådan lyder det fra direktør Christian Høgsbro til Andelsportal.dk.

Et tilskud har en betydning

Politisk forstår jeg det ikke, fordi de store besparelser ligger ved at energirenovere, og vi har for eksempel foretaget energirenoveringer, hvor energiforbruget er sænket med 40 procent. Et tilskud kan være en faktor til, at økonomien hænger sammen i energirenoveringsprojektor, der er ret bekostelige. Man skal huske på, at beboerne stemmer med pengepungen, så jo højere et tilskud er, jo større er incitamentet for, at beboerne siger ja til projektet.

Det er ikke første gang, at boligforeningerne ikke bliver omfattet af en tilskudsordning. I 2009 lancerede den daværende regering renoveringspuljen, der kun var for boligejerne, og i dag gælder det aktuelle håndværkerfradrag ligeledes kun for boligejerne.

Skal din boligforening i gang med en bygge- eller renoveringsopgave, kan I gratis indsende jeres opgave på Andelsportal.dk, hvorefter I modtager tre uforpligtende tilbud.