Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Obligatorisk byggeskade-forsikring er på vej

Vi skal fejl og mangler bedre til livs i privat nybyggeri udtaler Bendt Bendtsen.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen er på vej med en obligatorisk byggeskadeforsikring for at imødegå forbrugernes problemer med fejl og mangler og skimmelsvamp i privat boligbyggeri. Initiativet er vigtigt i den samlede indsats, der skal forebygge problemer med fejl og mangler i nybyggeri. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen: – Vi har set for mange eksempler på fejl og mangler i dansk byggeri bl.a. skimmelsvamp. Nu sætter jeg ind med en byggeskadeforsikring for det private boligbyggeri for at reducere problemet. Vi bygger på erfaringerne fra Byggeskadefonden for det støttede byggeri. Endvidere strammer vi op i bygningsreglementet, for at mindske omfanget af fugt i nybyggeri og dermed problemer med skimmelsvamp. Det er helt centralt for mig, at vi dermed øger forbrugerbeskyttelsen. Der er fejl og mangler i dansk byggeri for omkring 12 mia. kr. om året – eller ca. 10 pct. af byggeomkostningerne.

Erfaringerne fra Byggeskadefonden for det støttede byggeri viser, at omfanget af fejl og mangler er væsentligt lavere end i det private boligbyggeri. En byggeskadeforsikring virker. Siden fondens oprettelse i 1986 er antallet af byggesager med alvorlige fejl og mangler nedbragt fra 30 pct. til 4 pct. i 2005.

En obligatorisk byggeskadeforsikring betyder, at de professionelle bygherrer, der bygger og videresælger eller udlejer direkte til privatpersoner, skal tegne en byggeskadeforsikring mod fejl og mangler. Forsikringen indeholder også flere kvalitetstjek af byggeriet. For at mindske problemerne med fugt bliver det desuden et krav, at alt byggeri skal sikres mod vejrlig fx. ved at beskytte materialerne på byggepladsen mod regn, ved at bygge taget tidligt i processen, gennem kvalitetsstyring eller ved totalinddækning. Der kommer endvidere krav om øvre grænser for fugten i nye boliger. Regeringen ser endvidere på, om de eksisterende regler, der skal sikre os mod usunde bygninger, efterleves godt nok, og om der er behov for yderligere forskning på området.

Kilde: Økonomi- og Erhvervsministeriet