Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Mæglerne har overtaget salget af andele

Det er i de sidste par år blevet mere almindeligt at handle sin andelsbolig gennem en ejendomsmægler.

Flere og flere andelsboliger bliver solgt gennem en mægler. For få år siden stod sælger i langt de fleste tilfælde selv for at sælge sin bolig, men nu er det blevet mere og mere almindeligt at bruge en mægler.

– Der er flere og flere, der vælger at sælge gennem mægler, fordi markedsprisen ligger under selve vurderingen. Derfor er der usikkerhed om, hvor langt man skal gå ned i pris, siger Jan Hansen, der er direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, til Andelsportal.dk.

De faldende priser har naturligt nok sin del af skylden, men det er ikke den eneste grund til, at mæglersalg er blevet mere almindeligt.

– De forskellige prisfastsættelsesmetoder giver forskellige priser, og det kræver faglige forklaringer af fordele og ulemper, siger Steen Winther-Petersen, der er formand for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Komplicerede regler

Den forvirring der kan forekomme ved salget, er også en af grundene til, at Steen Winther-Petersen tror, at der stadig vil være mange mæglersalg på andelsboligmarkedet, selvom markedet skulle vende.

– Jeg tror, at mæglerformidling for andelsboliger er kommet for at blive. Der er generelt ikke tradition for selvsalg i Danmark, og reglerne bliver stadig mere komplicerede, siger Steen Winther-Petersen til Andelsportal.dk.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der blandt andet har beskæftiget sig med at forskning i boligudviklingen, mener også, at de indviklede regler gør sit til, at andelshavere vælger at sælge gennem en mægler.

– Den måde, som andelsboliger bliver værdisat på, er uholdbar, og derfor kommer de til at bevæge sig over mod ejerboliger. Det bliver derfor også mere almindeligt at sælge sin andelsbolig gennem en mægler, siger han.

Tendensen kan vende

Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech har direktør Jørgen Jørgensen dog en anderledes tro på, at tendensen med mæglersalg vil vende. Han mener, at andelshaverne godt kan klare det administrationsmæssige og derfor igen selv vil stå for salget, når andelsboligmarkedet vender.

– Jeg tror ikke, at der vil blive solgt mange flere andelsboliger gennem mægler fremover, for det er nemt at sælge en andelsbolig rent administrationsmæssigt. Der er kun nogle få papirer, mens det er meget mere kompliceret at sælge en ejerbolig. Der bliver solgt mange andelsboliger gennem mæglere nu, fordi lejlighederne er for dyre og køberne derfor ikke kommer af sig selv. Her kan mæglere så hjælpe, fordi de er gode til at annoncere for boligen og har meget forstand på det, siger Jørgen Jørgensen til Andelsportal.dk.