Lille flertal for “lukning” af Nørrebrogade
Andelsportal.dk har haft en afstemning på portalens forside, som i sin enkelthed gik ud på at høre brugerne hvorvidt de synes om Bondams idé med at lukke Nørrebrogade for biltrafik.
Og resultatet viser at københavnerne er næsten delt i spørgsmålet. Et lille flertal på 53 % siger ja til forslaget mens 44 % helst ikke ser at Nørrebrogade bliver omlagt til stillevej. Kun 3 % ved ikke hvad de skal synes og det tal viser at det bestemt er noget beboerne gerne vil tage stilling til.
Bilfri Nørrebrogade kan være klar i 2009
Ifølge Henrik Mathisen, som er projektleder i Københavns Kommune, er arbejdet med projektet forholdsvis langt henne og de første beboermøder er allerede blevet afholdt på indre Nørrebro. Hvis der stadig er et flertal i Borgerrepræsentationen, når projektfasen er færdig, så har den sidste bil kørt på Nørrebrogade i 2009. Men det er åbenlyst ikke alle, der er lige begejstret for Ritt og Bondams forslag – især har de handlende reageret meget kraftigt på forslaget, da de mener det vil betyde butiksdød over hele linjen. Det er umiddelbart svært at overbevise butikkerne og specielt når trafik tal viser, at kun 15 % af al biltrafik er gennemkørende på Nørrebrogade. Med andre ord bliver 85 % af bilisterne i nærområdet og måske har de handlende noget at have deres frustration i.