Lånekaos stopper andelsboligkøb
Flere banker og andre långivere har stoppet for udlån af penge til andelsboliger på grund af usikkerhed omkring belåningen af andelsboliger. Det skriver epn.dk.
Det bliver sværere og sværere at sælge sin andelsbolig, men nu er det også sværere at købe en ny. Det er det på grund af et regeltvist, der ifølge Finansrådet har gjort, at flere pengeinstitutter har lukket lånekassen i med hensyn til andelsboliger.
Problemet er, at sikkerheden i en andelsbolig er i selve andelsbeviset og ikke i boligen. Derfor skal en bank eller et pengeinstitut stå på selve beviset for at kunne sikre sit udlån på en eventuel tvangsauktion. Det er dog problematisk, da mange andelsboligforeninger kræver, at navnet på andelsbeviset har bopæl i den pågældende bolig. Det kan et pengeinstitut ikke leve op til.
– Vi er skuffede over, at regeringen ikke for længst har grebet ind over for problemet, der forværres i takt med det stigende antal tvangsauktioner. Det står i skærende modsætning til alle retsregler, at man ikke kan forfølge sit pant i en andelsbolig, siger Jan Lundorff Rasmussen, der er direktør i Dansk Pantebrevsforening, til epn.dk.
Henvendelse til Lene EspersenErhvervs- og Byggestyrelsen har forsøgt at finde frem til en løsning på problematikken ved at opfordre alle landets andelsboligforeninger til at ændre deres vedtægter, så panthavere kan købe deres egen pant på en tvangsauktion.
Derudover har Finansrådet og Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) henvendt sig til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) for at få hende til at finde en hurtig løsning på problemet.
Ifølge Finansrådet, der er en interesseorganisation for de danske pengeinstitutter, nægter flere pengeinstitutter at udlåne penge til køb af andelsboliger på grund af problemerne med at inddrive panten.