Køb andel og spar penge
Hvis du går og overvejer at købe ny bolig, så bør du kigge efter en andelsbolig, som kan spare dig for 20 procent i forhold til en tilsvarende ejerbolig.
Det er nærmest uoverskueligt for dem, der overvejer at købe ny bolig nu. Der er nemlig mere end 85.000 boliger til salg landet over, og derfor kan det virke uoverskueligt at pejle sig ind på den rigtige bolig.
Nu er der dog lidt hjælp at hente. Ifølge en undersøgelse foretaget af Arbejdernes Landsbank kan man nemlig spare cirka 20 procent på at købe en andelsbolig i stedet for en tilsvarende ejerbolig.
– Det er mit indtryk, at forskellen er blevet større det seneste år. Før 2005 var forskellen nok større, men generelt ser vi en besparelse på mindst 20 procent, og faktisk kan besparelsen i øjeblikket ligge på op til 50 procent, siger cheføkonom Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank.
Kan være farligt
Der er dog en god grund til, at andelsboliger generelt er billigere. Flere forhold i en andelsboligforening kan nemlig betyde, at den ender med at blive dyrere end forventet, og man bør derfor undersøge foreningen grundigt, når man køber en andelsbolig. Gerne i selskab med en boligadvokat.
– Man skal være opmærksom på, at der ikke er samme råderet over boligen, som ved køb af en ejerlejlighed. Andelsforeningen har et driftsregnskab, som påvirker dig, og der er en andelsforening og dens regler, som du skal tage hensyn til. Der kan være restriktioner, hvis du vil fremleje, og så skal du også være opmærksom på andelsforeningens lån, for de påvirker lejlighedens økonomi, siger Lone Kjærgaard, der dog understreger, at andelsboliger er meget populære trods faldgruberne.
– Den store besparelse gør selvfølgelig andelsboligen til et populært køb. Især fordi købsprisen i form af indskuddet typisk er lavere. Men også fordi mange andelsboliger faktisk har en rigtig god beliggenhed i de store byer som København, siger Lone Kjærgaard.