Invitér lejerne med ind i fællesskabet
I andelsboligforeninger rundt om i landet finder man ofte en kile ned imellem nogle af beboerne: På den ene side, de som bor til leje, og på den anden side, de som ejer den andelsbolig de bor i. Ved at skabe dialog imellem de to grupperinger kan man tage et skridt mod en bedre forening.
Når der er generalforsamling i en andelsboligforening er det også tid til at se på, hvilke ting der irriterer beboerne i hverdagen. Er det ham, der smider cigaret-skodder nede i gården, der gør en småsur? Eller er der én eller anden som altid overskrider sine vasketider, som kan få dig op i det røde felt? Eller er der nogle som lader reklamer ligge og flyde i opgangen?
Lejerne får skylden
Når sådanne ting er oppe at vende bliver skylden ofte rettet mod dem som ikke er til stede: Lejerne i bygningen. Nogle gang med god grund, andre gange ikke. For naturligvis har lejerne i andelsboligforeningen ikke samme incitament til at gå op i vedligeholdelsen af fælles arealer, renovering af bygningen, eller tage del i de fælles arbejdsdage. Men de bor dog under samme tag, som alle andre beboere i foreningen og har sikkert også et ønske om en velfungerende hverdag.
Dialog er vejen frem
Derfor er kommunikation med lejerne en vigtig del af at få en andelsboligforening til at fungere bedst muligt. En måde at fremme dialogen kunne være at afholde mini-generalforsamlinger, hvor lejerne også har mulighed for at komme frem med, hvordan de oplever hverdagen. En anden mulighed er at vælge en lejer-repræsentant, som både bestyrelsen og lejerne kan gå til, hvis de har spørgsmål eller oplever problemer. Helt grundlæggende har både andelshavere og lejere nemlig samme interesse: En god hverdag i ejerforeningen.