Hvordan er det nu: Frit tv-valg i andelsboligforeninger
Siden 2018 har der været frit valg af tv-aftale – også selvom man bor i en andelsboligforening med fælles tv-aftale. Det betyder, at man som andelshaver selv kan vælge tv-udbyder, uafhængigt af foreningens aftale. Du kan dog stadig blive opkrævet betaling for antennebidrag. I denne artikel gennemgår vi dine rettigheder om frit valg af tv – og hvad det kan betyde at framelde sig den fælles løsning.

Du har frit valg, når det gælder tv og antenne, og derfor kan din andelsboligforening ikke kræve, at du er med i en fælles tv-aftale. Du kan dog stadig risikere at blive opkrævet et mindre beløb til drift og vedligeholdelse af det fælles anlæg. Mange andelsboligforeninger indgår fælles tv-aftaler for at sikre billigere abonnementer til andelshaverne – men du er ikke forpligtet til at indgå i denne aftale.
Kan man som andelshaver opsige fællesantenne eller fælles tv-aftale i en andelsboligforening?
Du kan til enhver tid opsige din deltagelse i en fælles tv-aftale. Foreningen kan kun opkræve betaling for tv-pakker fra de husstande, der aktivt er tilmeldt den fælles tv-forsyning. Opsigelse af en tv-aftale skal som udgangspunkt ske skriftligt til andelsboligforeningens bestyrelse, og der må ikke opkræves gebyr i forbindelse med udmeldelse. Du har som beboer en måneds opsigelse til udgangen af en måned. En husstand, der tidligere har frameldt sig, kan ikke automatisk pålægges betaling igen – det kræver en skriftlig tilmelding fra husstanden selv.
I tilfælde af at foreningen har fastsat en bindingsperiode, må denne højst være seks måneder fra det tidspunkt, hvor husstanden blev tilsluttet tv-forsyningen.
Vær opmærksom på, at lovgivningen indeholder en overgangsordning for aftaler mellem andelsboligforeninger og tv-leverandører, som er indgået før den 1. juli 2016. Formålet med overgangsordningen er at sikre, at andelsboligforeninger kan imødekomme husstandes ønske om at blive fritaget fra den fælles tv-forsyning – uden at det medfører urimelige økonomiske konsekvenser for foreningen.
Hvis du ønsker at framelde dig den fælles tv-løsning, bør du kontakte din bestyrelse. Tidspunktet for, hvornår du kan blive fritaget, afhænger af de konkrete vilkår i aftalen med tv-leverandøren.
Fælles antenneanlæg, fælles omkostninger
Som udgangspunkt har du ret til at fravælge den fælles tv-forsyning i din andelsboligforening og dermed undgå at betale for en ydelse, du ikke benytter. Der kan dog være undtagelser, hvor du alligevel bliver opkrævet et beløb – selvom du ikke modtager tv via foreningens løsning. Det gælder særligt ved faste udgifter til drift og vedligeholdelse af det fælles antenneanlæg.
Hvis du vælger at træde ud af den fælles tv-aftale, kan du derfor fortsat blive opkrævet et mindre bidrag til dækning af fælles drift og vedligeholdelse af antenneanlægget. Din andelsboligforening må nemlig godt opkræve betaling fra alle beboere for fællesomkostninger – også selvom man ikke længere benytter den fælles tv-forsyning. Foreningen må ikke opkræve et gebyr for selve frameldingen.
Bemærk: Du har altid mulighed for at anmode om en udspecificeret opgørelse over de udgifter, du bliver pålagt.
I tilfælde af at antenneanlægget ejes af tv-leverandøren og udelukkende anvendes til tv-signaler, kan leverandøren alene opkræve betaling fra de husstande, der er tilmeldt tv-forsyningen.
Hvilke udgifter må der opkræves betaling for?
Hvis andelsboligforeningen ejer antenneanlægget:
Foreningen må opkræve betaling fra alle husstande for at dække disse udgifter:
- Renter og afdrag på udgifter til at etablere eller forbedre anlægget.
- Vedligeholdelse, fx teknisk service og materialer.
- Forsikring af anlægget.
- Rimelige administrative omkostninger
- Andre faste driftsomkostninger, der hører til anlægget.
Hvis tv-leverandøren ejer antenneanlægget:
- Bruges anlægget til både tv og internet, kan alle husstande blive opkrævet betaling til visse driftsomkostninger.
- Bruges det kun til tv, kan der kun opkræves betaling fra de husstande, der er tilmeldt tv-forsyningen.
Brug af foreningens kabler ved udmeldelse af tv-aftalen
Hvis du fravælger den fælles tv-forsyning, men fortsat ønsker adgang til et traditionelt tv-produkt med tv-kanaler, skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke kan benytte andelsboligforeningens antenneanlæg til at modtage tv fra en anden leverandør. Det skyldes, at anlægget normalt kun kan håndtere én tv-leverandør ad gangen. Det er fortsat foreningen, der beslutter, hvilke typer kabler – f.eks. kabel-tv eller fiber – der etableres i ejendommen, samt hvilke leverandører der må levere indhold via disse forbindelser.
Det skal være muligt at tilslutte sig foreningens bredbåndsløsning
Selvom du ikke ønsker at være tilsluttet den fælles tv-forsyning, har du fortsat krav på adgang til bredbånd via det fælles antenneanlæg (forudsat at bredbånd udbydes som en fælles løsning i din forening).
Bemærk: Reglerne vedrører udelukkende den fælles tv-forsyning og omfatter ikke retten til fritagelse fra en eventuel fælles bredbåndsløsning. Det er derfor op til andelsboligforeningen at beslutte, om beboere skal have mulighed for at fravælge bredbåndsløsningen.
Klage ved problemer med fritagelse fra tv-aftalen
Hvis du oplever, at du ikke kan blive fritaget for den fælles tv-aftale – for eksempel hvis du bliver opkrævet et gebyr i forbindelse med din opsigelse, eller fortsat modtager regninger for tv, selvom du har frameldt dig – har du mulighed for at klage.
Først bør du henvende dig til den part, der administrerer aftalen, din andelsboligforening. Hvis dette ikke fører til en løsning, kan du gå videre med din klage – her kan du som andelshaver eksempelvis indbringe sagen for Slots- og Kulturstyrelsen.