Formuer gemt i andelsboliger
Lave vurderinger på ejendommene betyder, at andelsboligejere gå glip af gevinster på i alt otte mia. kr., vurderer BG Bank.
Beboere i andelsboligforeninger kan sidde på en guldrandet investering uden at vide det.
På grund af vurderinger af foreningernes ejendomme til langt under markedspris er især andelsboliger bygget før 1980 langt mere værd, end andelsbeviset giver udtryk for.
Ifølge BG Bank indeholder danske andelsboligforeninger skjulte værdier for otte mia. kr., hvilket svarer til, at 107.559 andelsboliger i ejendomme opført før 1980 i gennemsnit er 74.000 kr. mere værd, end beboerne har betalt.
»Det er en værdi, som de nuværende andelshavere kan frigøre, hvis de beslutter det. Det kræver blot en vurdering af ejendommen,« siger Anne Buchardt, cheføkonom i BG Bank, der står bag analysen.
Den store skjulte friværdi i andelsboligforeningernes ejendomme skyldes, at foreningerne kan vælge mellem tre metoder til at værdisætte deres ejendom. Enten kan foreningerne bruge kostprisen, der er det beløb, foreningen i sin tid betalte for ejendommen, den offentlige vurdering eller en vurdering baseret på ejendommens markedsværdi som udlejningsejendom, som er den højeste.
I dag benytter de fleste foreninger sig af de lavere værdier, men ejendomsmæglerkæden Home i København anslår, at man har lavet cirka 25 pct. flere vurderinger af andelsboligejendomme i år sammenlignet med sidste år.
Éngangs-gevinst
Gevinsten ved at overgå til vurdering af markedsprisen er imidlertid en éngangsforestilling for dem, som bor i ejendommen i det øjeblik, der skiftes vurderingsmetode, og ifølge andelsboligejernes egen forening strider det imod det grundlæggende i andelstanken.
»Ideen med andelsboliger var fra begyndelsen at sikre folk en mellemting mellem udlejning og ejerbolig til en pris, der var til at betale. Selv om vi ser en tendens til, at flere og flere benytter vurderinger til at fastsætte værdien af ejendommen, viser vores tal, at halvdelen stadig vurderer ejendommen lavt og dermed fortsat er en forening for dem, der bor i ejendommen, og ikke for dem, der flytter fra den,« siger Jan Hansen, direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF).
Bevis som sikkerhed
Fra 1. januar får andelsboligejere mulighed for at stille deres andelsbevis som sikkerhed for et boliglån.
Det sikrer et billigere lån, og Anne Buchardt fra BG Bank erkender da også, at højere vurderinger af andelsboligerne kan give mere forretning til banken.
»Men det er foreningerne selv, der bestemmer, hvordan de vil vurdere deres ejendom. Vi fornemmer bare et stort behov for rådgivning på området,« siger hun.
BG Bank vurderer, at andelsboliger til markedspris ville sætte en stopper for den udprægede brug af penge under bordet, som i dag hersker på andelsboligmarkedet.
»Det er i dag et marked med kunstigt lave priser, og derfor er folk parate til at betale noget ekstra, fordi de får en bolig, som er billigere, end hvis de skulle ud at købe noget andet.«
Kilde: Jyllands-Posten