Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Færdigsyede tagboliger


Et stort udviklingsprojekt skal forsyne nedslidt boligbyggeri fra 60’erne og 70’erne med fabriksfremstillede og miljøvenlige tagboliger. En familie skal først prøve boligen af i et år. På en fabrik i Jylland løftes et modul på 420 x 1.200 cm med køkken, bad, ventilationssystem m.m. op på en lastbil. Derefter kører bilen til f.eks. Amager, hvor en kran hejser modulet op på taget af en fire etager høj boligblok. Og vupti har man en indflytningsklar bolig.

Sådan – stærkt forenklet – er ideen bag et nyt storstilet projekt med tagboliger, som netop er blevet præsenteret. Med i projektet er en række store aktører på det danske boligmarked så som Byfornyelse Danmark og Velux. Arkitekterne bag den ny type boliger er tegnestuen Nielsen & Rubow.

De nye boliger er tiltænkt de hundredvis af boligblokke fra 60’erne og 70’erne med fladt tag som f.eks. Urban-planen ved Englandsvej på Amager. En række af disse boligblokke skal nu renoveres, og hvor det er muligt, vil det være oplagt at bygge tagboliger ovenpå, siger arkitekt Martin Rubow, der sammen med arkitekt Sidsel Just netop har præsenteret projektet for bl.a. Københavns Kommune.

De sidste år har der været stor fokus på tagboliger, og regeringen har derfor gennemført en række tiltag, der i dag gør det nemmere at bygge disse boliger. Men ifølge Martin Rubow er tagboliger ofte meget kompliceret at etablere. Både pga. af de støjproblemer, det medfører for beboerne på de underliggende etager, og pga. risikoen for fugtskader også i de nye bygningskonstruktioner. En byggeplads på taget er meget udsat for vejr og vind, og når det regner, dækkes der typisk med presenninger, som måske ikke slutter tæt. Dermed er der frit løb for efterfølgende mareridt i form af fugt- og svampeskader.

Det undgår man med disse boliger, fordi alt arbejdet udføres tørt og indendørs på en fabrik, siger Martin Rubow.

I tegnestuens oplæg til de nye tagboliger har man taget udgangspunkt i et konkret projekt for Gyldenrisparken, som er et socialt boligbyggeri på Amager. Projektet er ikke vedtaget endnu, da den afgørelse ligger hos beboerne, men for arkitekterne har det været nødvendigt at tage udgangspunkt i et konkret byggeri, fordi de nye tagboliger altid vil skulle tillempes det nuværende byggeris arkitektur.

Selv om der er tale om en nøglefærdig tagbolig, som skal konstrueres efter samme mønster hver gang, er det jo ikke sådan, at hele landet skal plastres til med ens tagboliger. Det vil vi som arkitekter ikke bryde os om. Ved hvert projekt skal der derfor tages hensyn til den eksisterende arkitektur, siger Rubow.

Selvforsynende lejligheder

Et meget vigtigt element i de nye »typetagboliger« er, at de er såkaldt CO2-neutrale. De nye lejligheder skal kun tilsluttes boligblokkens fælles vandforsyning og kloaksystem, men derudover lever de deres eget liv, hvad angår energiforbrug. Solvarmen udnyttes via solfangere og solceller, der er integreret i selve byggeriet og derfor ikke skæmmer arkitekturen. Ventilation foregår via et varmegenvindingssystem, som i øvrigt er lydløst og i sig selv bruger meget lidt energi. Her »genbruges« den varme luft, som ellers ville forsvinde ud i den blå luft. Boligerne, der er højisoleret og mere end lever op til det ny bygningsreglement, ventileres også naturligt via de store tagvinduer, som styres gennem en motor. Overophedning kan helt undgås om sommeren.

Al styringen af indeklimaet sker hos de enkelte beboere, der også har ansvaret for f.eks. at vaske filtre i ventilationssystemet. Beboerne kan desuden på en monitor følge med i, hvad de forbruger, fortæller arkitekt Sidsel Just.

Den første prototype på de nye tagboliger er i øjeblikket ved at blive fremstillet på en fabrik i Jylland, og i juni vil den blive udstillet i Ørestaden. Til efteråret vil den blive flyttet, og en familie eller et par vil flytte ind i boligen og bo der frem til næste sommer.

Denne bolig bliver simpelthen gennemtestet, så vi kan være sikre på, at den holder, hvad den lover, vedrørende det lave energiforbrug. Det er aldrig sket før, siger Martin Rubow.

Kilde: Berlingske