Generic filters
Tømrermester RFA

Energistyrelsens energisparekampagne: Spareråd til etageejendomme

Mange andelsboligforeninger kender måske til dyre elregninger – og særligt nu hvor vi går en mørkere og koldere tid i møde, skruer de fleste også op for varmen. Derfor har Energistyrelsen igangsat en national energisparekampagne, der skal få danskerne til at spare på energien og bruge den på de mest optimale tidspunkter af døgnet. Læs med her og se, hvordan jeres andelsboligforening på bedste vis kan spare på energien.

Hvad går kampagnen ud på?

Energistyrelsens nationale energisparekampagne skal få danskerne til at spare på energien – og bruge strømmen på de mest optimale tidspunkter af døgnet.

De stigende priser på el, varme og brændstof mærkes af os alle, som følge af den usikkerhed, der præger Europas energiforsyning. Derfor ønsker mange danskere også at gøre en indsats for at reducere deres forbrug. Og der er gode råd at hente.

Fra Energistyrelsens kampagne kan jeres andelsboligforening få gode råd til at spare på strømmen. Materialerne i styrelsens materialepakke består af sæsonaktuelle råd til, hvordan I beboere kan spare energi i hverdagen.

Bestyrelser i andelsboligforeninger kan nemt bruge kampagnens materialer aktivt. Der kan f.eks. hænges plakater op i opgangen, deles informationsark ud til beboerne eller henvises til de gode råd på foreningens SoMe-side. På den måde kan hele foreningen være med til at styrke indsatsen for et lavere forbrug og grønnere energi.

En del af kampagnens materiale kan også anvendes i driften af etageejendomme og er velegnet til blandt andre viceværter og ejendomsadministratorer.

De konkrete spareråd fra Energistyrelsens energisparekampagne

Som del af kampagnen har Energistyrelsen udarbejdet materiale specifikt til etageejendomme. Målgruppen for indholdet i materialepakken er derfor beboere i etageejendomme som lejelejligheder, andelslejligheder og ejerlejligheder. Det betyder dog ikke, at andelshavere i enkelt-, række- eller kædehuse ikke også kan få glæde af de mange gode råd.

Vi gennemgår flere af de konkrete råd til, hvordan det bedst kan betale sig at spare på energien, her:

Gode råd til at spare på varmen

Hold hjemmet på 18-20 grader

Hvis du sænker temperaturen bare 1 grad i hele huset, sparer du 5% på varmeregningen. Spar endnu mere ved at sænke temperaturen om natten, og når det ikke er hjemme. Du bør dig holde temperaturen på mindst 18 grader for at undgå skimmelsvamp.

Indstil alle radiatorer til samme temperatur

Sæt termostaterne på dine radiatorer til samme niveau. Det giver en mere jævn varmefordeling og reducerer dit varmeforbrug. Ønsker du lavere temperatur i et enkelt rum, kan du skrue ned dér, holde døren lukket og huske at lufte ud jævnligt for at undgå fugtproblemer.

Skru ned for varmen, når du lufter ud

Luft ud med gennemtræk 2-3 gange dagligt i højst 5 minutter ad gangen. Husk at skrue helt ned for varmen imens, så radiatorerne ikke står og varmer for fuldt blus.

Undgå at have vinduer på klem i længere tid

Lad ikke vinduer stå åbne på klem i flere timer. Det køler væggene og andre overflader ned, og det kræver meget energi at varme dem op igen.

Læs mere om, hvordan du kan spare på varmen.

Gode vaner til besparelser på det varme vand

En dansker bruger i gennemsnit 100 liter vand om dagen – her får du gode råd til, hvordan du kan spare på det varme vand.

Tag kortere bade

Er I en familie på fire, kan I spare omkring 4.200 kr. om året, hvis alle skærer blot 2 minutter af deres daglige varme bad.

Sænk temperaturen i badet

Når du sænker temperaturen på badevandet, bruger du mindre energi på opvarmning. Særligt om sommeren kan et køligere bad være både behageligt og energibesparende. Hver grad tæller.

Sluk for vandet, mens du sæber dig ind

Der kan løbe op til 20 liter vand i minuttet under et bad. Sluk for vandet, mens du sæber dig ind eller putter shampoo i håret, og spar mange liter vand.

Vask hænder i koldt vand

Du behøver ikke bruge varmt vand til at vaske hænder – det vigtigste er, at du bruger sæbe. Læs mere her om gode vaner til at spare på det varme vand.

Spar på elregningen

Med få ændringer i hverdagen kan du reducere dit strømforbrug og dermed spare penge. Her får du nogle gode råd:

Tør tøjet udendørs

Det er mest energibesparende at tørre tøjet udenfor. Hvis du tørrer det indendørs, skal du sørge for at lufte godt ud bagefter. En almindelig vask fordamper nemlig over 2 liter vand, hvilket kan forringe dit indeklima og øge risikoen for skimmelsvamp.

Afrim fryseren regelmæssigt

Hvis der dannes mere end 5 mm rim i fryseren, bør du afrime den. Rim gør, at fryseren bruger mere strøm. Har du en no-frost-fryser, klarer den selv afrimningen med jævne mellemrum.

Fyld vaskemaskinen helt op

Brug vaskemaskinen fuldt ud – det er mest energieffektivt pr. kg tøj. Selv moderne vaskemaskiner, der tilpasser vandforbruget efter mængden af tøj, bruger mindst energi, når tromlen er fyldt. Læs mere her om aktuelle spareråd på elregningen.

Læs mere her om aktuelle spareråd på elregningen.

Det er smart at slukke helt for varmen

Nej. Selvom det på kort sigt kan spare energi, kan det give store problemer, hvis temperaturen i boligen falder under 18 grader. Det øger risikoen for fugt og skimmelsvamp, som kan skade både dit helbred og boligen. Derudover kan du risikere selv at skulle betale for eventuelle skader.

Hvis man ikke lufter ud, bliver varmen i boligen

Nej. Det er vigtigt at lufte ud for at undgå fugt og skimmelsvamp. Luft ud i korte perioder (ca. 5 minutter) med gennemtræk, og husk at slukke radiatoren imens. På den måde udskifter du luften uden at køle rummene unødigt ned.

Det er billigere at bruge stearinlys end elektrisk lys

Nej. LED-pærer bruger meget mindre energi og er langt billigere i længden. Samtidig udleder stearinlys partikler, der kan forringe indeklimaet.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *