Nyt bygningsdirektiv understreger vigtigheden af energirenoveringer i fremtiden
EU’s nye bygningsdirektiv, der trådte i kraft tidligere i år, er en del af den samlede europæiske indsats for at nedbringe CO2-udledninger og gøre bygningsmassen mere energieffektiv. For andelsboligforeninger kan det nye direktiv virke uoverskueligt, især når de specifikke bygningskrav endnu ikke er fuldt ud defineret for Danmark. Men der er god grund til allerede nu at prioritere energirenoveringer af ejendommen, selvom de præcise krav ikke er fastlagt endnu. Energirenoveringer vil ikke kun være en god investering for fremtiden – de kan også forbedre ejendommens værdi, energimærke og komfort for beboerne.
Langsigtede fordele ved energirenoveringer
Selvom vi endnu ikke kender de konkrete bygningskrav for beboelsesejendomme, der skal implementeres i dansk lovgivning senest i 2026, er det allerede nu klart, at energirenovering af bygninger bliver en vigtig del af fremtidens klimamål. Det nye direktiv stiller blandt andet krav om, at energiforbruget i beboelsesbygninger reduceres med mindst 16 % inden 2030 og 20-22 % inden 2035, set i forhold til 2020-niveau. 55 procent af medlemslandenes energibesparelser skal opnås gennem renovering af de bygninger, der klarer sig dårligst. Derfor vil det være fornuftigt at begynde at tænke i energiforbedringer allerede nu.
Energirenoveringer kan reducere varmeforbruget, mindske energispild og forbedre indeklimaet i ejendommen. Uanset om det gælder isolering af ydervægge, udskiftning af vinduer eller installation af nye varmekilder, vil energirenovering på sigt være en økonomisk fordel, der også kan bidrage til en højere ejendomsværdi.
Højere energimærke og ejendomsværdi
Et væsentligt element i det nye bygningsdirektiv er, at energimærket kommer til at spille en endnu større rolle. Med en ny fælles skala for energimærker i EU, der går fra A (de mest energieffektive bygninger) til G (de mindst effektive), vil det blive lettere at sammenligne bygningers energimæssige ydeevne. For andelsboligforeninger betyder det, at en forbedring af energimærket ikke blot vil give lavere energiregninger og et bedre indeklima, men også øge ejendommens værdi.
Det er derfor en god investering at påbegynde energirenoveringer nu, da forbedringer af ejendommens energimærke kan gøre den mere attraktiv for kommende købere eller lejere og samtidig mindske vedligeholdelsesomkostninger på længere sigt. Som vi allerede kender det i Danmark, er der fortsat krav om energimærkning ved salg, udlejning og nybyggeri. Derudover indfører bygningsdirektivet nye krav om energimærkning i forbindelse med større renoveringer.
Energimærkning af andelsboliger
Ved salg eller udlejning af en andelsbolig er det et krav, at foreningen har et gyldigt energimærke. Især i etagebyggerier er det almindeligt at have dette energimærke klar til enhver tid.
Ifølge Energistyrelsen anses hver enkelt andelsbolig som en selvstændig bygning, hvis foreningen er placeret i rækkehuse, kædehuse eller dobbelthuse. I sådanne tilfælde er det som regel den enkelte andelshaver, der sørger for energimærkning og afholder udgifterne til det.
Andelsboliger i etageejendomme har derimod ét fælles energimærke for hele bygningen. Her er det andelsboligforeningens ansvar at sørge for, at et gyldigt energimærke er til rådighed, når en andel skal sælges.
Solceller og ladestandere i fokus
Bygningsdirektivet inkluderer også krav om etablering af solceller og ladestandere i både nye og eksisterende bygninger. For andelsboligforeninger kan dette umiddelbart virke som en stor investering, men det er en investering, der kan sikre langsigtede fordele og som flere og flere andelsboligforeninger allerede har etableret eller går med planer om.
Solceller vil kunne reducere ejendommens elregning og mindske afhængigheden af energipriser, mens ladestandere til elbiler kan imødekomme den stigende efterspørgsel blandt andelshavere og besøgende. Etablering af solceller kan være et oplagt tiltag, som på sigt kan betale sig selv hjem gennem lavere energiforbrug, mens ladestandere vil være en nødvendighed for at imødekomme fremtidens behov for bæredygtig mobilitet.
Fordele ved at energirenovere andelsboligforeningen:
- Bedre indeklima
- Lavere varmeregning
- Reduceret CO2-udledning
- Forbedret energimærke
- Undgå problemer med svamp og fugt
Start tidligt – fremtidssikring er en god investering
Selvom det nye bygningsdirektiv først skal implementeres i dansk lovgivning inden 2026, er der god grund til at overveje energirenoveringer allerede nu. De kommende krav vil sandsynligvis betyde øget fokus på ejendommens energimærker, og med stigende energipriser og klimabevidsthed blandt beboere og købere, er det oplagt at tage skridtene mod en mere energieffektiv ejendom allerede i dag.
At prioritere energirenovering nu kan derfor ses som en investering i ejendommens fremtid. Det vil ikke blot forbedre beboernes komfort og reducere driftsomkostninger, men også sikre, at ejendommen er klar til fremtidige krav og standarder, som EU’s bygningsdirektiv stiller.
Andelsboligforeninger kan med fordel prioritere energirenoveringer ind i forbindelse med andre renoveringsprojekter.
Udfasning af gas i danske hjem
Det politiske flertal har som mål, at der fra 2035 ikke længere vil være boliger i Danmark, der opvarmes med gasfyr, og at landet senest i 2030 skal være fuldt forsynet med grøn gas. Mange parter efterspørger dog en endelig slutdato for, hvornår der ikke længere kan installeres gasfyr i de danske hjem.