Andelsforening frygter konkurs
Beboerne i Kildegården i Hellerup frygter for foreningens økonomi. Den har som mange andre nystiftede foreninger valgt en risikabel låntype, og den skulle aldrig have været stiftet, mener ekspert.
Ekstra Bladet har de seneste dage fortalt om Andelsforeningen Kildegårdens økonomiske problemer. Foreningen i Hellerup blev stiftet i 2008 da bygningens lejere blev enige om at købe bygningen, da ejeren ville sælge. Beboerne valgte at oprette en renteswap-aftale med såkaldte trapperente. Det betyder, at renten vil stige løbende i lånets 30-årige løbetid.
Den låntype har den seneste tid været udsat for massiv kritik, da mange andelshavere ikke kender den reelle risiko, de løber, når renten som de seneste år, har været meget ustabil. Det betyder nu, at foreningens medlemmer frygter konkurs.
Ville ikke løbe en stor risiko
Beboer Tina Z. Belsing fortæller til avisen, at beboerne fra starten havde gjort det deres rådgiver klart, at de ikke var interesseret i tage en stor risiko med lånene.
Jeg undrer mig over, at sådan et lån overhovedet kan gå igennem banker og kreditforeninger. Og jeg undrer mig over, at advokaten foreslog sådan et lån, når der specifikt blev givet udtryk for, at vi ikke ville tage nogen risiko, siger hun.
Den ansvarlige advokat udtaler derimod til Ekstra Bladet, at andelshaverne var blevet klædt godt nok på.
Stiftelsesmaterialet på 67 sider er omdelt til alle lejere to uger før den stiftende generalforsamling, netop for at alle skulle have god tid til at læse materialet grundigt igennem og til at tale med egne rådgivere; bank, advokat, LLO, kommunen og med familie. Med den finansieringsmodel er beboerne sikret en fast kendt rente i 30 år, siger Henrik Qwist fra advokatfirmaet Nielsen & Thomsen, der stod for handlen. Han afviser i øvrigt, at foreningens overlevelse skulle være i fare.
Ekspert: Burde aldrig have været stiftet
Men hvis man ikke har penge nok til at oprette en forening med almindelige fastforrentede lån, skal man overveje, om det overhovedet er en god ide at stifte forening, mener andelsboligeksperten Henrik Grave, der er direktør for andelsboligpris.dk.
– I kampens hede glemte man tilsyneladende, at økonomiske lovmæssigheder også gælder for andelsboligmarkedet. Og en andelsboligforening, der alene kan stiftes på baggrund af usædvanlige og risikable finansielle konstruktioner, har i min optik ingen berettigelse. Den komplekse og dristige finansiering er for mig et bevis på, at foreningen ikke hviler på økonomisk snusfornuft. Derfor skulle den slet ikke være stiftet.
Du kan blive meget klogere på rentewaps og andre forskellige låntyper, ved at læse vores temaartikel Låntypen ingen forstår.