Andelsboligforeninger i fare
Flere danske andelsboligforeninger kan få alvorlige problemer med økonomien i den nærmeste fremtid.
Problemet skyldes, at mange andelsboligforeninger har valgt at finansiere ejendommen med et rentetilpasningslån, skriver Dinepenge.dk.
Mange foreninger bliver tiltrukket af den rekordlave korte rente, men ifølge en ekspert i boligfinansiering kan det give alvorligt bagslag.
– Det kan nærmest kun gå galt i den tid, der ligger fremover. Men den slags budskaber lyder næsten for døve øren, siger Jens Lunde, lektor fra Institut for Finansiering ved Handelshøjskolen i København, til Dinepenge.dk.
Foreninger på tvangsauktionI værste fald kan en stigende rente resultere i, at flere andelsboligforeninger går konkurs. Kun en enkel andelsboligforening er tidligere gået konkurs, men det var af andre årsager, og derfor er det i den grad et hidtil uset fænomen, som de danske andelsboligforeninger kan være ved at rode sig ud i.
– Jeg har længe advaret imod at finansiere med rentetilpasningslån, når renteusikkerheden i al væsentlighed gælder opad. En forøgelse af renterne vil presse ejendomspriserne ned. For fastforrentede realkreditlån falder kursværdien ved rentestigningen, hvilket efterlader egenkapitalen nogenlunde upåvirket. Derimod sker der nærmest ingen påvirkning af gældens størrelse ved rentestigninger på rentetilpasningslån, lyder det med en løftet pegefinger fra Jens Lunde til Dinepenge.dk.
Ifølge Realkredit Danmark er cirka to tredjedele af de nyudlån, de har stiftet i de seneste par år, lavet som rentetilpasningslån.