Facaderenovering
Facaden er bygningens ydre side, og den spiller en vigtig rolle rent funktionelt og i forhold til bygningens udtryk. Det er derfor vigtigt at passe godt på den, så den kan holde sig pæn og solid i mange år. Selv den mest velholdte facade vil dog på et tidspunkt have brug for en renovering.
Facaden er bygningens front og har stor betydning for foreningens visuelle udtryk. Den beskytter samtidig mod vind og vejr, temperaturændringer og lyd, og det er derfor afgørende at passe godt på den for at bevare både bygningens holdbarhed og udtryk. Over tid kan facaden vise tegn på, at den trænger til en renovering – det kan være smuldrende fuger, afskallet puds eller frostsprængninger i murværket. I mange andelsboligforeninger vil det dog typisk være en vedligeholdelsesplan, der viser, at tiden er inde til at handle.
En facaderenovering i en andelsboligforening er ofte et omfattende projekt, fordi der er mange detaljer og beslutninger at tage hensyn til: materialevalg, planlægning af arbejdet, koordinering med håndværkere og godkendelse af beslutninger i foreningen. Det er derfor en god idé at forberede sig grundigt. Indehaver Kenan fra IK Byg ApS er ekspert i facaderenoveringer og klæder jer her godt på.
Hvad er en facaderenovering?
En facaderenovering handler om at reparere, forbedre og vedligeholde bygningens ydre, så både funktion og udseende bevares. Det er en måde at sikre, at facaden holder længere, samtidig med at små skader ikke udvikler sig til større problemer, der kan være både kostbare og omfattende at reparere.
Med tiden kan vind og vejr føre til slitage, utætheder og skader på bygningen, og venter man for længe med at renovere, kan mindre utætheder og skader udvikle sig til større problemer, hvilket ofte medfører højere omkostninger. Derfor er det vigtigt at reagere i tide og sørge for, at facaden holdes i god stand.
En facaderenovering kan bestå af omfugning af murværket, vandskuring, pudsning af facaden eller facadeisolering:
Omfugning: Slidte eller porøse fuger kan lade fugt trænge ind i murværket og føre til fugtskader og frostsprængninger. Ved at omfuge facaden lukkes murstenene effektivt og de beskyttes mod yderligere nedbrydning, samtidig med at facaden får et friskere og mere indbydende udtryk.
Vandskuring: Vandskuring benyttes særligt, når foreninger ønsker at friske facaden op, skabe et mere ensartet udtryk eller ændre facadens udseende. Vandskuring giver facaden et klart og harmonisk look, hvor bygningen fremstår mere lige og velplejet.
Netpuds: Netpuds benyttes ofte som en langsigtet vedligeholdelsesløsning. Mange pudsede facader udvikler med tiden revner og krakeleringer, hvor pudset begynder at skalle af. Med netpuds forstærkes facaden, så risikoen for revnedannelse reduceres betydeligt, og facaden holder sig pæn og funktionel i mange år frem – typisk 15–20 år.
Facadeisolering: Facadeisolering kan være en effektiv løsning for foreninger, hvor det ikke er muligt at hulmursisolere eller isolere indefra. Her monteres isolering udenpå facaden, som derefter pudses, så bygningen får et ensartet og harmonisk udseende. Løsningen forbedrer bygningens tæthed og isolering markant og kan bidrage til lavere varmeudgifter – især for ældre ejendomme med begrænset isolering.
Murværkets lunger
Fugerne er murværkets lunger, forklarer Kenan. Derfor skal fugerne være diffusionsåbne – så vanddamp kan passere frit ud gennem murværket. Når fugten kan fordampe, mindskes risikoen for frostsprængninger, afskalninger og revner i facaden, samtidig med at der forebygges fugtrelaterede problemer som skimmel og dårligt indeklima.
Det er afgørende, at dette princip respekteres gennem alle lag i facaden – også hvis man senere vælger at male murværket. Her vil det ligeledes være vigtigt at vælge en facademaling der er diffusionsåben, så murværket fortsat kan ånde som en samlet konstruktion.
Hvornår skal vi facaderenovere?
En facade, der trænger til opfriskning eller renovering, viser ofte klare tegn på slitage og skader, forklarer Kenan. Så selvom det ofte er vedligeholdelsesplanen, der fastlægger tidspunktet for en facaderenovering i foreningen, vil synlige skader på facaden også indikere, at en renovering er nødvendig. Revner, afskalninger eller misfarvninger kan være tegn på, at facaden er slidt og har brug for opmærksomhed.
For boligforeninger er regelmæssige eftersyn af facade og sokkel en god måde at holde øje med bygningens tilstand. Når man reagerer i tide, kan mindre skader nemlig udbedres, før de vokser sig større og mere bekostelige.
Hvilke fordele er der ved at facaderenovere?
En facaderenovering giver mange fordele for både bygningen og dens beboere, forklarer Kenan. En ny og velholdt facade kan øge ejendommens værdi betydeligt, hvilket gør den mere attraktiv for både nuværende og kommende købere. Samtidig kan en renoveret facade med bedre tæthed reducere varmetab, mindske træk og sænke varmeudgifterne, hvilket giver en mere komfortabel og energieffektiv bolig.
Udover de økonomiske fordele har facaderenovering også stor betydning for bygningens funktion. En sund facade beskytter mod vind, vejr, fugt og frost, hvilket forlænger bygningens levetid og forebygger dyre skader. Samtidig kan arbejdet med facaden forbedre indeklimaet ved at reducere kuldebroer og træk, så boligerne bliver mere behagelige og sundere at opholde sig i. Det mindsker også risikoen for fugtskader, skimmelsvamp og andre problemer, der kan blive kostbare og besværlige på længere sigt.
Facaderenoveringen giver samtidig bygningen et nyt og typisk mere indbydende udseende.
Hvordan kommer vi i gang?
Beslutningen om at gennemføre en facaderenovering skal som udgangspunkt træffes på generalforsamlingen.
Mens nogle boligforeninger starter processen ved at kontakte en byggeteknisk rådgiver, går andre direkte til én eller flere entreprenører for at indhente tilbud og rådgivning om facaderenoveringen. Begge tilgange kan være hensigtsmæssige – valget afhænger ofte af foreningens størrelse og behov for støtte i den indledende fase.
Sådan forløber projektet hos IK Byg ApS:
Besigtigelse
IK Byg ApS starter med at komme ud og besigtige opgaven. Facadens tilstand vurderes, eventuelle skader identificeres, og områder, der kræver særlig opmærksomhed, noteres. Besigtigelsen giver et klart overblik over omfanget af arbejdet og danner grundlag for det videre planlægningsarbejde, så facaderenoveringen kan tilrettelægges præcist efter bygningens behov.
Tilbud og gennemgang
Herefter udarbejdes et detaljeret tilbud, der beskriver omfang, materialer og pris. Tilbuddet gennemgås med foreningen, så eventuelle detaljer kan finjusteres, og løsninger tilpasses efter behov. På den måde sikres det, at både funktion og æstetik lever op til forventningerne.
Projektstart
Når tilbuddet er godkendt af generalforsamlingen, kan byggeriet påbegyndes. Opstarten planlægges nøje, så alle involverede parter ved, hvad der skal ske fra første dag, og arbejdet kan gennemføres struktureret og effektivt.
Udførelse og løbende opdateringer
Under byggeprocessen holdes foreningens beboere løbende opdateret om fremskridt, eventuelle justeringer og praktiske forhold. På den måde har bestyrelsen og beboere altid overblik over projektets status og næste skridt.
Aflevering
Når arbejdet er afsluttet, gennemgår IK Byg ApS projektet sammen med foreningen for at sikre, at alt er udført som aftalt. Eventuelle småjusteringer håndteres inden afslutning, så facaden både ser flot ud og fungerer optimalt i mange år frem.
Gode råd fra IK Byg ApS i forbindelse med jeres facaderenovering
Hav en økonomisk buffer: Kenan anbefaler, at I ikke kun lægger et realistisk budget for projektet, men også har en økonomisk buffer. For selv med den bedste planlægning kan der opstå uforudsete udfordringer og udgifter.
Vælg den rette løsning og materialer: Kenan anbefaler, at foreningen vælger en løsning og materialer, der passer bedst til bygningens konstruktion og ønskede udtryk. De rigtige valg bidrager til en facade, der både ser flot ud og holder længe.
Undersøg om kommunale bestemmelser kan påvirke jeres projekt: Inden i går i gang bør I undersøge, om der er særlige regler og bestemmelser for renovering af facader i jeres pågældende kommune.
Vælg en erfaren entreprenør: Kenan anbefaler at vælge en erfaren og pålidelig entreprenør. En dygtig håndværker sikrer, at arbejdet udføres korrekt, til aftalt tid og pris – og at facaden står flot og funktionel i mange år frem.
Sørg for at informere beboerne løbende: For at sikre et så gnidningsfrit projekt som muligt er det vigtigt, at både bestyrelse og entreprenør holder beboerne løbende opdaterede om projektets forløb, tidsplan og evt. ændringer. God information skaber tryghed, minimerer misforståelser og gør det lettere for alle at følge med i processen.
Hvad indebærer en facaderenovering?
Opsætning af stillads:
Er der tale om en etageejendom, vil der, før arbejdet på facaden kan gå i gang, typisk skulle opsættes stillads rundt om bygningen. Stilladset sikrer, at håndværkerne kan arbejde i højden.
Afrensning af facaden:
Før renoveringen kan gå i gang, renses facaden grundigt for skidt, alger, gammel maling og løst puds, så de efterfølgende lag hæfter optimalt.
Reparation af skader:
Når facaden er renset, skal evt. skader som f.eks. beskadigede mursten og ødelagte gesimser på facaden udbedres. Ved murede facader fjernes de gamle fuger, mens der på pudsede facader fjernes løs puds.
Arbejdet kan gå i gang:
Når eventuelle skader er udbedret, kan det videre arbejde gå i gang. Afhængigt af, hvilken løsning foreningen vælger, vil proceduren lyde:
Omfugning af murværket: Ved omfugning af murværket vil arbejdet bestå i at slidte, porøse fuger fjernes med specialværktøj, hvorefter der lægges nye fuger med fugemørtler, der passer til facadens udtryk.
Vandskuring: Her påføres et tyndt lag mørtel på murværket, som derefter hurtigt bearbejdes og skures delvist af med et fugtigt værktøj inden det tørrer. Det skaber en ensartet, struktureret facadeflade, der lader murstenenes konturer skimtes igennem.
Netpuds: Ved netpuds påføres et lag grundpuds, og derefter presses et armeringsnet ind i det våde puds. Herefter lægges der et nyt lag grundpuds, som skaber en stærk facade, ofte efterfulgt af et finere slutpuds for finish.
FAQ
- Hvor lang tid tager en facaderenovering?
Det afhænger af flere faktorer, især projektets kompleksitet og omfang. Arbejdets varighed kan strække sig fra et par uger til flere måneder, afhængigt af hvor mange kvadratmeter der skal renoveres, og hvor besværligt det er at komme til. Bygninger med mange gesimser og fremspring kræver typisk mere arbejde og tager derfor længere tid, forklarer Kenan.
- Hvad koster en facaderenovering?
Prisen for en facaderenovering afhænger af flere faktorer, såsom facadens størrelse, materialer, omfang af reparationer og hvilke løsninger der vælges. Hertil vil det også afhænge af, om der skal bruges stillads til at udføre opgaven eller ej. For større ejendomme i en forening kan prisen derfor variere betydeligt.
- Hvor længe holder en facaderenovering?
Det afhænger af, hvilken løsning man vælger, forklarer Kenan. Omfugning kan holde i lang tid – i princippet så længe som fugerne holder. Levetiden på fuger varierer dog, men ligger typisk på mellem 30 og 50 år. Facadepuds, herunder netpuds, holder derimod 15-20 år.
Hos IK Byg ApS har de solid erfaring med facaderenoveringer – og de udfører både mindre og større facadeprojekter med fokus på kvalitet, holdbarhed og et flot slutresultat. Det dygtige firma bygger på flere årtiers samlet erfaring inden for murerfaget og besidder den faglige viden og praktiske indsigt, der er nødvendig for at renovere og fremtidssikre ejendomme på en professionel måde.
IK Byg ApS har mange års erfaring med boligforeninger og forstår de særlige krav, der følger med fælles ejendomme. Med fokus på god planlægning, tydelig kommunikation og ensartet kvalitet kan de sikrer jeres forening et resultat, der både forbedrer bygningens udseende og holder i mange år.
Læs også