Ingen arvinger efter dødsfald
I februar måned 2011, overgik en af vore boliger til advokat via skifteretten, grundet manglende arvinger. Boligen er blevet sat til salg via en ejendomsmægler til en meget høj salgspris. Jeg har gjort opmærksom på, at prisen er meget høj for området. Foreningen har i sommer holdt det udendørsområde renholdt. Vi står nu foran en vinter, hvor der skal være varme på indenfor, men det synes ikke at være interesse for betaling herfor fra advokatens side. Det skal også lige nævnes, at der ej heller har været betalt boligafgift siden februar måned.
Vi kan blive tvunget til at sætte boligen til tvangssalg ved en budrunde. Hvad gør vi ? Har du nogle råd til, hvad vi i bestyrelsen skal gøre fremadrettet.
Tak for spørgsmålet.
For mig at se bør I starte med at spørge advokaten om, hvad baggrunden for salgsprisen er. Er der f. eks. en mæglervurdering, eller er der bare tale om, at man benytter maksimalprisen i h. t. regnskabet? I må vide, hvad baggrunden for prisen er.
Hvis baggrunden for prisen er ude af trit med, hvad I mener er korrekt, så kan I efter den manglende betaling af boligydelsen ekskludere andelshaveren og herefter selv overtage salget. Så kan I i hvert fald sikre, at det sker på en fornuftig måde.
Jeg går ud fra, at I fremsender månedlige påkrav vedrørende skyldig boligydelse og andet, som skal betales efter vedtægterne.
Bobestyreren (advokaten) kan ikke tvinges til at vintersikre, men hvis andelen er pantsat, vil man ofte kunne få pantekreditor til at forestår dette, eller i hvert fald lægge pengene ud til dette. Det er jo ikke sikkert, at pantekreditor er bekendt med, at der er et problem i denne sammenhæng, så han må underrettes herom.
Vil hverken advokaten eller pantekreditor sørge for vintersikring, er der kun andelsboligforeningen til at gøre dette.
Med venlig hilsen
ADVODAN Slagelse
Carl-Jørgen Thinggaard
Advokat
ADVODAN Slagelse | Ndr. Ringgade 70C | 4200 Slagelse
Flere spørgsmål