Stort elevatorprojekt i majestætisk palæejendom
Andelsboligforeningen Hørsholmsgade 22 A-K med godt 100 lejligheder har udover en stor facaderenovering og nye vinduer fået 11 elevatorer i den smukke palæejendom fra 1902. Altan.dk stod for hele elevatordelen af byggeriet.

Hørsholmsgade 22 A-K på Nørrebro er en stor, majestætisk bygning, der på flere måder afviger fra de øvrige bygninger i området mellem Nørrebroparken og Assistenskirkegården. Den er meget stor med mere end 100 lejligheder, og den imposante palæstil med bl.a. et smukt relief af en nådig kvinde, der beskytter to kvinder og to mænd under sin kappe, er usædvanligt for området. Bygningen er tegnet af arkitekt Emil Jørgensen og blev taget i brug i 1902 som Schioldanns Stiftelse, der skulle huse friboliger for trængende familier eller personer. Allerede samme år blev bygningen præmieret af Københavns Kommune.
I dag er her i alt 97 andelsboliger plus ejerboligerne som er etableret i hele loftrummet. For nogle år tilbage besluttede beboerne nemlig at sælge ejendommens tagetage fra, til ejerboliger. Pengene fra salget skulle gå til nye vinduer, en stor facaderenovering og endelig etablering af elevatorer i ejendommen. Altan.dk fik bygherreleverancen på elevatorerne efter en længere proces, hvor forskellige byggeudviklere var inde over projektet. Elevatorprojektet, som Altan.dk har stået for, omfatter bl.a. nedrivning af bagtrappen, udskiftning af døre, etablering af sprinkleranlæg, rådgivning omkring og etablering af tophatte, montering af elevatorerne samt den endelige godkendelse hos de relevante myndigheder.
Tæt samarbejde
”I forhold til selve rådgivningsarbejdet gik vi i tæt samarbejde med rådgivere, ingeniører og arkitekter omkring projektet. Vi blev enige om, at vi skulle levere en selvstændig bygherreleverance,” fortæller Kurt Andersen, afdelingsleder hos Altan.dk.
Det unikke ved den afgrænsede entreprisekonstruktion er, at bygherren får følgeskab af en nichevirksomhed, som er eksperter inden for elevatorer, forklarer han: ”Vi laver ikke andet og kender området fuldstændigt. Elevatorarbejde i en gammel ejendom kræver stor specialviden, og den specialviden er der ikke ret mange andre end os, der har. I en sag som denne, hvor der er flere parter inde over – hovedentreprenøren og deres rådgivere, andelsboligforeningen med deres rådgivere og advokater m.fl. – er vi nødt til at indgå i et meget tæt samarbejde, for at det hele kan koordineres. Hvis ikke vi kan det, bliver vi aldrig færdige med projektet. I den proces skal vi agere rådgivere over for hovedentreprenøren. Som for eksempel, når tophatten til elevatoren skal bygges. Det handler om, hvordan de skal konstrueres, hvor meget lasteevne skal de kunne tåle osv.. Derfor går en del af vores entreprise ud på, at koordinere de forskellige aspekter af byggeriet med hovedentreprenøren,” påpeger Kurt Andersen.
Detaljer vigtige for tidsplan
Det er især ved detailplanlægningen, at Altan.dk skaber værdi til projekter som disse. Specielt i forhold til tidsplanen, som er uhyre vigtig for at alle parter ved hvornår de hver især kan udføre de forskellige ting. Der er mange ting på detailniveau, man skal have styr på, da etablering af elevatorer i en gammel ejendom trods alt er noget mere kompliceret end f.eks. at skifte vinduer.
”En lille, men meget afgørende detalje, der fortæller noget om, hvor meget detailstyringen betyder, er eksempelvis styreskabet til elevatoren. Det vil man normalt anbringe i kælderen, hvor det kan stå varmt og tørt. Men kælderen er ikke høj nok til, at vores elevatortekniker, som skal servicere efterfølgende, kan være dernede. Så ifølge arbejdsmiljølovgivningen er vi nødt til at anbringe styreskabet oppe i terræn. Det er en specialviden, som mange ikke kender noget til. Hvis en almindelig entreprenør havde opsat skabet dernede, var det ikke blevet godkendt, og man ville have spildt en masse tid og ressourcer,” fortæller Søren Faebo, forretningsudvikler i Altan.dk.






Hænger sammen arkitektonisk
Ud over at have løst en lang række tekniske udfordringer har Altan.dk også rent arkitektonisk fået elevatorbyggeriet til at hænge smukt sammen med resten af ejendommen. ”Jeg tænker her især på de forskellige tophatte, der er rundt omkring på tagene. De skal både godkendes af kommunen, og de skal selvfølgelig også tage sig godt ud ift. beboerne. Tophatten og elevatorerne bør ikke ligne noget, der er klistret på en fin gammel ejendom, men falde naturligt ind i udtrykket. Det synes jeg, vi er sluppet rigtigt godt fra,” slutter Søren Faebo.
Vil I høre mere om elevatorer til jeres forening?
Altan.dk indbygger elevatorer i byens ældre etageejendomme, og klarer alt lige fra første besigtigelse til det sidste tjek. Som de eneste løfter firmaet hele processen fra tilbud og projektering til transformering og efterfølgende service, hvilket letter processen for foreningerne og sikrer en professionel løsning. Kontakt Altan.dk her.