Krise skaber nye andelsforeninger
Flere og flere andelsboligforeninger vil dukke op i de kommende år, vurderer eksperter.
I de næste par år vil der blive etableret mange nye andelsboligforeninger. Det vurderer flere eksperter på området, og grunden er, at flere af boligejerne er under pres. Det skriver Berlingske.
Det er boligejere, som for eksempel Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP), som vil omdanne deres bygninger til andelsforeninger. JØP vil gøre det for at neddrosle deres aktiver på det danske marked, mens andre boligejere vil bruge samme model for at undgå en tvangsauktion. Så sender de i stedet en føler ud til deres lejere.
– Lejernes fordel er, at de, i modsætning til andre købere, har relativ god adgang til finansiering. De kan låne op til 80 procent af købesummen i realkreditinstitutter, hvor andre købere kun kan låne op til 60 procent. Samtidig ser realkreditinstitutter og banker generelt andelsboligforeningerne som mere sikre låntagere, siger projektudviklingschef Carsten Volden fra Kuben, der rådgiver de vordende andelshavere i et par sager af denne karakter, til Berlingske.
Andelsprisen er lav
Carsten Volden tror, at der vil blomstre endnu flere andelsboligforeninger op i den kommende tid, og for de lejere, der har udsigt til at blive andelshavere, er tiden fordelagtig.
– Set med lejernes øjne er priserne kommet meget langt ned. For et par år siden var det ikke unormalt, at ejendomme blev handlet til 25.000 kroner pr. kvadratmeter. I dag kan prisen være det halve, og samtidig er renten for tiden lav. Lejerne står også i en god forhandlingssituation, når de eksisterende ejere og deres långivere er pressede til at finde en løsning, forklarer Carsten Volden til Berlingske.
Hos både Realkredit Danmark, BRF Kredit og Nykredit er de da også positivt stemt overfor de nye andelsboligforeninger.
– Vi er meget positive overfor, at lejerne overtager ejendommene. Som regel kommer der noget godt ud af den slags konstruktioner. Erfaringen viser, at andelsforeninger har en udpræget følelse af, at det er deres ejendom, og de udvikler og vedligeholder den godt, siger Nykredits vicedirektør, Lars Holst, til Berlingske.