Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Vedtægt omkring boligsalg.

Min kone og jeg står i en lidt mærkelig og svær situation. Vi købte en andels bolig til indflytning d. 7 april 2006. Her boede vi i et lille halvt år, og blev sent i efteråret tilbudt en større bolig. Det sagde vi ja tak til. Vores første bolig skulle nu sælges, og der var ingen interesserede i foreningen, og da der var en der blev indstillet, trak hun sig kort efter. Vi kunne nu efter vedtægterne, (der er de samme som ligger her på siden under Vedtægter nybyggede Andelsboliger) selv vælge vores køber. En pige som arbejdede for vores administratorer ville gerne købe den. Hun skrev under, og vi fik papirerne. Samtidig havde vi et beboermøde, hvor advokaten ham selv, fra advokatfirmaet der administrerer vore boliger, var til stede. På mødet fortalte han, at vi ikke skulle sælge vore boliger i december måned, da de ville stige ca. 100.000,- først i det nye år. Vi gik efter mødet op og snakkede med ham omkring dette, da vi endnu ikke havde skrevet under på salgsaftalen. Han sagde, at hvis det havde været ham, havde han trukket sig fra købet, ved at skrive til administratorerne ,( i hans eget firma) at han ville trække sig fra handlen grundet personlige omstændigheder. To fra bestyrelsen overhørte øvrigt dette, og vi spurgte dem om det var ok at vi måske havde boligen et par mdr. længere end vedtægterne foreskriver man må. Det fik vi mundtligt lov til, da en af os ellers bare kunne skifte adresse, sagde den ene. Det hele er delt op i tre andelsboligforeninger, grundet tre indflytnings etaper. Vores gamle bolig er i forening 1, og vores nye i forening 3, så der ville ikke være noget problem med at man ikke må eje to boliger i samme forening, sagde en fra bestyrelsen. Vi besluttede at gøre som advokaten havde rådet os til, da vi allerede havde sat en måneds boligafgift til. For en uges tid siden fortalte en kammerat, og god kollega, at ham og hans kæreste, manglede en lejlighed. Da der samtidig var snak om at stigningen nok først kom til sommer, besluttede vi at sælge til ham inden vi tabte for mange penge på hele den her historie. De ville gå i banken med det samme, og få en bankgaranti. Jeg ringede til administratorerne, for at sætte salget i gang. Samme dag havde jeg modtaget et rekomanderet brev fra administratorerne, hvor der stod, at vi inden tre dage skulle bebo lejligheden, eller sætte den til salg. Ydermere stod der også at vi ikke måtte eje to boliger i samme forening. Det brev ville jeg gerne vende med dem hos administratorerne, da vi ikke ejede to boliger i samme forening, men en i forening et, og en i forening tre. Og vi fraflyttede vores gamle bolig d. 15 november, og i vedtægterne står der i § 16, at vi inden tre måneder skal sælge. Den frist er heller ikke overskredet! Det faldt ikke i god jord inde hos dem, at jeg kunne tilbagevise disse punkter. Men jeg fortalte at vi godt ville sælge nu alligevel. Men det kunne vi ikke fik jeg at vide, grundet at vi havde haft en køber, så nu skulle det hele forfra med indstilling af købere og lodtrækning blandt disse. Vi fik at vide at det var vedtægtsbrud, hvis vi selv fik lov at vælge en køber. Jeg spurgte et par gange, hvor i vedtægterne det stod, men der blev snakket udenom begge gange. Herefter henvendte jeg mig til vores formand, og fik accept på at vi selv måtte vælge køber. Jeg ringede igen til administrator og fortalte dette. Det ville hun have på skrift fra formanden, da hun vedblev at det var vedtægtsbrud. I samme samtale, fortalte jeg hende hele historien om at det faktisk var hendes chef, der havde anbefalet os at gøre som vi havde gjort. Nu snakkede vi pludselig samme sprog, og blev enige om, at det nu var op til formanden at afgøre, om vi stadig selv måtte vælge vores køber. Men vores formand vil ikke selvtage stilling til dette, men vil i stedet vende det med bestyrelsen på et møde i morgen aften. Vi mener at de inde hos administratorene, er blevet lidt mugne på os, over at vi trak os fra handelen med deres kollega, og derefter ikke gør det særlig nemt for os. Konklusionen af det hele: Vi står med en køber der har en bankgaranti, der gerne vil købe her til d. 1. februar. Vi vil gerne af med lejligheden nu, for at minimere vores tab. Der står ikke i vedtægterne at man ikke må trække sig fra en handel. Der står heller ikke, at hvis man gør det, skal alle punkterne i § 13 Overdragelse følges på ny. Hvad kan vi gøre, og hvad er vores ret? Kan vi komme med på bestyrelsesmødet som bisidder, og få lov at blive hørt / tale vores sag? Med venlig hilsen Henrik Duelund
Ejerforeningsnavn: Signalgården
Navn: Henrik Duelund 3

Vores svar fra

Kære Henrik Duelund.
I jeres sted ville jeg gøre jeres køber opmærksom på at der ikke er nogen handel før andelsboligforeningens bestyrelse har godkendt jeres indbyrdes aftale og herefter ville jeg udforme en købsaftale hvori I som sælgere bliver forpligtet af aftalen (og køberen forpligtet overfor jer) i samme øjeblik andelsboligforeningens bestyrelse/administrator har godkendt. I kan finde skabelon til en sådan salgsaftale hos ABF eller Jeres advokat kan hjælpe jer hermed.
Det bliver herefter op til foreningen/administrator at begrunde hvorfor de i givet fald vil meddele afslag.Hvis afslaget hviler på et forkert grundlag, vil bestyrelsen/administrator ifalde erstatningsansvar både i relation til jer som sælgere(hvis I lider tab), men også overfor en køber der så alligevel ikke får den lovede/ønskede bolig.Hvis I ikke får godkendelse umiddelbart, er det min anbefaling at I sammen med Jeres køber får sagens omstændigheder og fakta vurderet af en kyndig andelsbolig -jura-advokat . Et advokatbrev vil formentlig umiddelbart kunne løse op for sagen.

med venlig hilsen

Henning Petersen
advokat
Advodan Helsingør.

Andelsportal.dk
Om forfatteren Andelsportal.dk har siden år 2000 formidlet nyheder, informationer og services til landets andelsboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til andelsportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.

Flere spørgsmål

Har du et spørgsmål til brevkassen?

Tak.

Vi har modtaget dit spørgsmål. Vores brevkasseredaktører kan desværre ikke besvare alle spørgsmål. Vi kan derfor ikke garantere at dit spørgsmål bliver besvaret og udgivet på hjemmesiden.