Vaskemaskine i tidligere brusebad
Jeg har en sammenlagt lejlighed med dertilhørende to badeværelser. I det ene badeværelses bruse område har jeg fået installeret eludtag som sidder 20 cm over vaskemaskinen og jeg har fået lavet vandudtag til vaskemaskinen. Begge dele er lavet af ejendommens tilknyttede ejendomsfirmaer som står inde for lovligheden. Der er ikke ændret på andre ting på badeværelset. Selv mener jeg at det er en forbedring hvad enten man kan lide det eller ej. Valuaren siger at det er en ulovlig installation men kan ikke begrunde det. Han anbefaler at jeg får det godkendt hos kommunen. Arkitekterne på Ottiliavej (kommunens)siger at der ikke er noget problem hvis det er lavet af autoriserede håndværkere og reglerne er overholdt og det andet badeværelse fungerer med bad. Og det gør det. Bestyrelsesformanden i andelsforeningen siger at det er op til dem der køber lejligheden efter mig. at beslutte om de vil betale for disse forbedringer eller ej. Jeg kan dermed ifølge ham komme til at betale for at få fjernet installationerne til vaskemaskinen som er lidt omfattende. Har formanden for andelsforening ret? Hvordan forholder jeg mig helt konkret hvis jeg vil bruge færrest mulige penge og have mindst muligt besvær?
Som udgangspunkt må du henholde dig til at installationerne er lovlige, idet de er udført af autoriserede installatører, der kan risikere deres autorisation, hvis de udfører arbejde der ikke er lovligt. Jeg antager at du har en kvittering på arbejdet. Valuarens meddelelse kan du afvise, allerede fordi han ikke kan begrunde den i noget konkret.
Du ejer en ideel andel af en andelsboligforening med brugsret til den lejlighed du bor i. Derfor er det bestyrelsen der i sidste ende kan afgøre, om du kan overvælte udgifterne til en køber. Så formanden har sådan set fat i den lange ende. På den anden side, så må en ny køber vel være tilfreds med at der nu er vaskemaskine, og derfor acceptere forholdet.
Venlig hilsen
Henning Julin, advokat
Dir: 96 31 33 25 Mobil: 40 20 24 49
E – mail: hju@aalborg.advodan.dk | www.advodan.dk
Flere spørgsmål