Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Rohde & Hansen Ejendomsservice ApS

Vandskade grundet manglende byggetilladelse

Jeg købte i november 2010 en andelslejlighed uden ejendomsmægler, men gennem andelsforeningens administrationshus. Ved købet fulgte en vurderingsrapport fra et godkendt arkitektfirma. En arkitekt samt en repræsentant fra andelsforeningen var til stede ved bestigelsen af andelslejligheden ved udarbejdelse af vurderingsrapporten.
Jeg har i december 2011 vandskade på mit badeværelse, i form af en revnet fuge i gulvet, hvor der kom vand op, samt skjolder på underboens loft. Badeværelset er bygget af en tidligere ejer i 2004. Mit spørgsmål er hvem der skal udrette skaderne på badeværelset, og underboens loft? Jeg har købt andelen i god tro, da der i vurderingsrapporten stod at, på badeværelset var klinkegulv og fliser i almindelig stand. Dørtrinet var i mindre god stand. Samt at der generelt i lejligheden må påregnes almindelig vedligehold på overflader.
Dog stod der i bemærkninger til badeværelsets tilstand, at baderummets gulv ikke er udført i henhold til Byg og Bo anvisning 200, og det vides ikke om der er udført vådrumsmembram. Jeg har haft tre autoriserede håndværkere ude og kigge, og hele badeværelset skal rives ned og bygges på ny. Håndværkerne vurderer, uafhængig af hinanden, at der er vådrumsbånd langs væg/gulv.
På selve gulvet er der også vådrumsmenbram, men de sætter alle tvivl ved om der er smurt et tilstrækkeligt lag på i 2004. Udover dette er der ingen godkendt byggetilladelse på badeværelset, og andelsforeningen samt administrationshuset har dermed videre solgt andelen uden byggetilladelse to gange.

Er dette lovligt eller har andelsforeningens forsikring samt arkitektfirmaet også et ansvar? Kan sælger drages til ansvar? Formanden samt administrationshuset for vores andelsforening mener det som andelshaver er mit ansvar at betale et nyt badeværelse. Mit forsikringsselvskab mener at andelsforeningen skal have en bygningsforsikring, som skal dække skader som denne, der ikke er til at se. Da badeværelset så og var funktionelt ud, da jeg overtog andelen.

Vores svar fra

Din beskrivelse af forløbet rejser en del spørgsmål, som jeg ikke alle kan besvare inden for disse rammer. Derfor skal du søge rådgivning hos en advokat for at få et konkret og fyldestgørende svar.

Hvis det dog i vurderingsrapporten har været anført, at ”baderummets gulv ikke er udført i henhold til Byg og Bo anvisning 2000, og det vides ikke om der er udført vådrumsmembram” er det min vurdering, at du som køber har fået en klar advarsel om, at der kunne være tale om et ulovligt opført badeværelse, forinden du har skrevet under på købsaftalen. Og at du derfor i juridisk forstand har accepteret dette forhold og en vis risiko for skade/eller merudgifter.

Denne oplysning bør også have trukket ned i den pris, som sælger har kunnet tage for ”forbedringen” og andelen i det hele taget. Det antager jeg.

Det kan være svært at rette noget krav mod sælger, hvis sælger loyalt har oplyst om, at badeværelset ikke var helt i orden. Det er min vurdering på et generelt plan uden at kende sagen i detaljer.

Jeg har dog vanskeligt ved at forstå, at bestyrelsen ikke i forbindelse med de seneste to salg har krævet, at der skulle forlægge en godkendelse af badeværelset. Det er det mest normale, herunder at der tilbageholdes et beløb af købesummen indtil arbejdet er dokumenteret lovligt udført. Men der kan være forskellige tilgangsvinkler ude i de enkelte andelsboligforeninger til, hvordan man løser sådanne situationer. Jeg kan derfor ikke på det foreliggende grundlag afgøre, om bestyrelsen eller administrator ifalder et ansvar for at lade det passere.

Administrator vil dog sjældent kunne gøres ansvarlig i sådanne sager.

Som hovedregel påhviler ansvaret for de enkelte badeværelser andelshaverne selv, da foreningen ikke har nogen vedligeholdelsespligt på denne del af bygningen.

ADVODAN Glostrup

Hans Christian Færch
Advokat
ADVODAN | Glostrup Torv 6-10 | 2600 Glostrup | Denmark

Andelsportal.dk
Om forfatteren Andelsportal.dk har siden år 2000 formidlet nyheder, informationer og services til landets andelsboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til andelsportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.

Flere spørgsmål

Har du et spørgsmål til brevkassen?

Tak.

Vi har modtaget dit spørgsmål. Vores brevkasseredaktører kan desværre ikke besvare alle spørgsmål. Vi kan derfor ikke garantere at dit spørgsmål bliver besvaret og udgivet på hjemmesiden.