Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Hvad gør man med et ulovligt dørhul?

Hej
jeg har købt en andelslejlighed, og da jeg gik igang med at fjerne gammelt tapet kunne jeg se at der var blevet pudset rundt om et dørhul, men jeg syntes der var noget som så forkert ud.

Jeg gik til Teknik og Miljø for at se tegninger, men på tegningen var der intet hul og heller ingen byggetilladelse ( det er en bærende væg i en stue lejlighed ) Jeg kontaktede sælger som sagde at det var ham de havde købt af der havde lavet hullet. Så kontaktede jeg administrator, bestyrrelse samt ingeniør firmaet som lavede lejligheds vurderingen og de sagde alle at min sælger i første omgang skulle betale og derefter kontakte deres sælger for at få pengene af ham. Den besked videregav jeg til min sælger og spurgte om de ville sætte lovliggørrelsen igang eller om jeg skulle finde håndværkere, ingeniør, søge byggetilladelse etc. det sagde de ja til. Jeg har løbende betalt regningerne for lovliggørrelsen ca. 42500 kr men nu mener sælger pludselig at de ikke skal betale… kan det være rigtigt ?

— Henrik

Vores svar fra

Hej Henrik

Tak for din henvendelse.

Et skjult ”dørhul” i en bærende væg er efter min vurdering en mangel, som vil kunne udløse krav om afslag i købesummen. Jeg forstår, at din sælger ikke var bekendt med hullet, hvorfor der – mest sandsynligt ikke kan gennemføres erstatningskrav mod sælgeren, men alene krav om forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Det betyder kort fortalt, at sælgerne skal give et afslag svarende til afhjælpningsomkostningerne på købstidspunktet, hvis afslaget ligger over den mindstegrænse, der i retspraksis er sat for afslag. Almindeligvis kan man kun få afslag i købesummen, hvis afhjælpningsomkostningerne udgør omkring 5-8% af købesummen, dog således at mindstegrænsen er lavere, hvis der er tale om mangler, hvor der er tale om ulovlige bygningsindretninger, som afstedkommer at køberen risikerer påkrav om øjeblikkelig afhjælpning. Mangler hvor køberen risikerer at få påbud om afhjælpning kaldes i teorien ”funktionsmangler”, og der foreligger domme vedrørende ulovlige elinstallationer, hvor sælgeren måtte betale afslag selvom afslaget var betydeligt under 5% af købesummen.

Det er umiddelbart min vurdering, at den beskrevne fejl kan være af en karakter, hvor man risikerer påbud om lovliggørelse, da hullet kan påvirke bygningens stabilitet. Imidlertid er det i nogle tilfælde tilstrækkeligt, at der monteres et I-jern over dørhullet, i hvilket tilfælde du ikke vil have krav på at hullet fuldmures, men må nøjes med stabiliserende I-jern og efterfølgende opsætning af gipsplader m.v.

Almindeligvis iværksættes syn og skøn for afklaring af manglernes årsag, omfang og omkostningerne til afhjælpning deraf, men det lyder som om, du har iværksat afhjælpning uden sådan bevissikring. Det kan vise sig at være problematisk. Kontakt mig derfor drøftelse af dine muligheder.

Erik Matthiesen
Om forfatteren Jeg er advokat hos ADVODAN Helsingør og har i en årrække rådgivet om spørgsmål omkring andelsboligforeninger og om køb og salg af andelsboliger. Ligeledes har jeg speciale i retssagsbehandling, i hvilken forbindelse jeg har møderet for Højesteret. Jeg fører eksempelvis retssager om mangler ved andelslejligheder, hvilke retssager oftest føres med omkostningsafdækning via klienternes retshjælpsforsikring.

Flere spørgsmål

Har du et spørgsmål til brevkassen?

Tak.

Vi har modtaget dit spørgsmål. Vores brevkasseredaktører kan desværre ikke besvare alle spørgsmål. Vi kan derfor ikke garantere at dit spørgsmål bliver besvaret og udgivet på hjemmesiden.