Ulovligt badeværelse – erstatningskrav
Jeg står i en situation hvor vi i min forening er i gang med en større renovation, herunder bla. badeværelset. I de forbindelse skal dele af betongulvet skiftes, og den ansvarlige VVS’er har konstateret at badeværelset er ulovligt idet der ikke er lagt en vådrumsmembran. Desværre har den tidligere andelshaver aldrig anmeldt en byggesag vedrørende badeværelset, og der er ikke rigtig nogen oplysninger i foreningen der fortæller om hvornår badeværelset er blevet lavet, og om det måske er helt tilbage fra før ejendommen blev til andelsforening for 10 år siden. Mit spørgsmål er nu, efter jeg har boet i andelen i 1½ år om jeg kan rejse et erstatningskrav mod den tidligere andelshaver eller eventuelt mod foreningen?
Det skal for det første klarlægges, hvorvidt der er tale om ulovlige forhold er udført før forenings stiftelse og om forholdet på daværende tidspunkt opfyldte lovgivningens krav.
Ulovlige forhold, der er foretaget af ejendommens tidligere ejer, skal som udgangspunkt afhjælpes af foreningen, medmindre foreningens vedtægter bestemmer andet.
Såfremt det ulovlige forhold ikke er en mangel ved bygningens bestanddele, vil du have mulighed for at rette kravet videre mod den tidligere andelshaver. Et sådant krav forældes efter de almindelige forældelsesregler, idet der ikke er tale om en synlig mangel.
Med venlig hilsen
Anne Trankjær
Flere spørgsmål