Udlæg i andelsbolig
Jeg skriver til jer, fordi jeg er lidt i vildrede i forbindelse med et forestående andelsboligkøb sammen med min ægtefælle. i oktober 2009 afgav vi et bud på en andelsbolig, som kostede 1,8 mio. kr. Vores bud på 1,3 mio. kr. blev accepteret og vi underskrev en købsaftale med et vilkår om, at lejligheden er købt som beset, og at køber hæfter for eventuelle fejl og mangler i lejligheden. I forbindelse med, at vi modtog overdragelsesaftalen fra ejendomsadministrationen (via ejendomsmægleren) kunne vi konstatere, at vi som køber var forpligtet til at indhente myndighedsgodkendelse på et badeværelse, som sælger havde opført, ligesom vi skulle sørge for at bringe diverse el- og VVS installationer i lovlig stand. Dette skulle vi dokumentere at have bragt i orden inden for 6 måneder. Min ægtefælle og jeg stod meget uforstående over for dette vilkår, idet det var første gang, at vi blev gjort bekendt med disse forhold. Vi afslog således at underskrive overdragelsesaftalen med den begrundelse, at vi ikke i forbindelse med underskrivelse af købsaftalen havde fået dette nye vilkår oplyst. Ejendomsmægleren lovede efterfølgende, at han ville sørge for at undersøge, hvilke muligheder der var for at indhente myndighedsgodkendelse på badeværelset, ligesom han ville foranstalte en elektriker til at undersøge, hvor stor en skade, der reelt er tale om. I mellemtiden har vores bank – som i øvrigt har bevilget os lånet på 1,3 mio. kr. – gjort os opmærksom på, at der er 5 udlæg i andelsboligen, og at vi bør sikre os, at vi ikke kommer til at hæfte for disse ved at bede ejendomsmægler eller administrationen om skriftligt at bekræfte, at vi som købere ikke hæfter for de udlæg, der er lyst på ejendommen. Vores bank holder fortsat på beløbet, indtil overdragelsesaftalen er helt på plads. Mit spørgsmål er, om vores bank har ret i, at vi kan komme til at hæfte for sælgers eventuelle gæld i lejligheden? Og kan vi som købere blive pålagt at lovliggøre et ulovligt opført badeværelse inkl. el og VVS-installationer?
I kommer ikke til at hæfte for udlæg, men bør sikre jer at sælgers bank accepterer prisen og indestår for at aflyse udlæggene.
Hvis forholdene vedr. bareværelset ikke var oplyst forud for jeres underskrivelse af købsaftalen bør I kunne træde tilbage fra handeln hvis det belaster jer økonomisk med et væsentligt beløb at lovliggøre badeværelset.
I bør henvende jer til en boligadvokat.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt, advokat (H)
Rabenhorst & Thorlacius A/S
Flere spørgsmål