Trussel om registrering i RKI og KOB
Vi var en lille andelsboligforening der valgte at opløse os selv og sælge vores ejendom til en investor pr. d. 1 jan. 2006. Pga. en retslig tvist der ikke har noget med denne sag at gøre er foreningen ikke endeligt blevet likvideret endu, men driften af ejendommen blev overtaget af den nye ejer og alle medlemmer fraflyttede deres lejligheder i perioden fra d. 1 jan. 2006 til d. 15 mar. 2006. Jeg var i en periode kasserer for foreningen og vores vandleverandør, Københavns Energi havde derfor mit navn som C/o. jeg har nu til min store overraskelse modtaget en inkasso opkrævning på vegne af Københavns Energi for en regning der skulle have være betalt d. 4 aug. 2006, altså lang tid efter at driften af ejendommen skiftede hænder, de truer mig personligt med indberetning til RKI og KOB, men hvordan kan jeg gøres personligt ansvarlig for et udestående mod foreningen? Det skal også nævnes at det er første gang at jeg ser denne opkrævning, hvis rykkere er sendt til min gamle adresse længe efter jeg har meldt flytning, kan jeg ikke se at det er mit problem at jeg ikke har reageret på deres henvendelser. Jeg har kontaktet inkasso firmaet og bedt dem om dokumentation i sagen, men jeg ville sætte stor pris på om i ville hjælpe mig med rådgivning om min situation.
Københavns Energi må rette deres krav imod foreningen og naturligvis ikke dig personligt, uanset c/o adresse, med mindre du oprindeligt har indgået aftale med dem om dette.
Jeg vil i første omgang fremsætte skriftlig indsigelser imod opkrævningen idet du ikke er rette debitor for dette krav, og så er inkassobureauet ikke berettiget til at indberette dig til RKI mfl., med mindre man med sikkerhed kan tilbagevise dine indsigelser som grundløse.
Hvis du ønsker konkret juridisk rådgivning vedrørende din sag må jeg henvise dig til at kontakte en advokat, som så kan hjælpe dig i det videre forløb. Såfremt du har en indbosforsikring, vil du med stor sandsynlighed have en retshjælpsforsikring som kan hjælpe dig med dækning af dine udgifter til advokat, dette kan du ligeledes anmode advokaten om at bistå dig med at afklare.
Med venlig hilsen
ADVODAN HOLBÆK
Rasmus Nilsson
Advokatfuldmægtig
ADVODAN | Havnepladsen 4-6 | 4300 Holbæk
Tlf: 59 43 44 45 | Fax: 59 44 53 75
Email: rnil@advodan.dk | www.advodan.dk/holbaek
ADVODAN – et netværk til forskel
Information, viden og juridiske nyheder få det hele i vores nyhedsbrev – Tilmeld dig her!
Flere spørgsmål