Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Energidrift A/S

Skimmelsvamp overset ved syn: Hvem skal udbedre?

Hej,

For godt og vel 2,5 år siden overtog vi en andelslejlighed. Efter et stykke tid stod det klart for os, at bestyrelsen ikke helt havde sørget for at lejligheden var synet korrekt, da vi fandt en del fejl, der burde være udbedret.

Det er hvad det er, men nu står vi i den situation, at vi har fået konstateret skimmelsvamp mellem en gipsvæg, der er sat op og en ydrevæg. Gipsvæggen har vi ikke set nogle bemærkninger eller lignende på. Det kom derfor som en overraskelse, at den dels fandtes, og dels at den tilsyneladende ikke var opført korrekt, da den fugtige ydervæg nu har givet skimmelsvamp imellem gipsvæg og ydervæg.

Dels mener jeg, at vi burde være blevet underettet om dette, eller at andelsboligforeningen forlængst burde have pålagt tidligere ejere at udbedre dette, og dels mener jeg ikke, at vi bør stå alene med udgifterne til dette, da svampen er kommet grundet en dårligt isoleret ydervæg.

Kan I kaste lidt lys over dette?

— Betina

Vores svar fra

Hej Betina

Hvis det er en indvendigt opsat forsatsvæg som er opsat af tidligere andelshavere er udgangspunktet, at du kan rejse mangelkrav mod sælger, hvis væggen er opsat forkert og på en måde, så der kommer skimmelsvamp.

Fra andre sager har jeg erfaret, at det er meget væsentligt, at alt organisk materiale, herunder tapet og tapetklister afrenses inden der opsættes en forsatsvæg, idet der ellers risikeres at komme skimmelsvamp bag konstruktionen.

Om du har et krav afhænger dels af om væggen er konstrueret/opsat forkert og muligvis afhænger det også af, hvorvidt sælger selv har opsat den.

Hvis der er fejl ved væggen – eller opsætningen deraf i form af manglende afrensning m.v. – har du krav på afslag i købesummen, hvis afhjælpning koster mere end 6-8% af købesummen. Dette fordi, at der i retspraksis opereres med en mindstegrænse for afslag.

Mindstegrænsen gælder imidlertid ikke, hvis der er et ansvarsgrundlag, hvilket eksempelvis er tilfældet, hvis sælger har opsat væggen og har udført arbejdet forkert. Så ifalder sælger et erstatningsansvar, hvor der ikke gælder nogen mindstegrænse.

Kontakt mig gerne på 49212121 for telefonisk drøftelse af dine konkrete muligheder, da endelig rådgivning kræver nærmere kendskab til forsatsvæggen, og til om tidligere andelshaver selv har opsat væggen eller har vidst, at der var problemer med væggen.

Med venlig hilsen
Erik Matthiesen
Advokat (H)
Erma@advodan.dk

Erik Matthiesen
Om forfatteren Jeg er advokat hos ADVODAN Helsingør og har i en årrække rådgivet om spørgsmål omkring andelsboligforeninger og om køb og salg af andelsboliger. Ligeledes har jeg speciale i retssagsbehandling, i hvilken forbindelse jeg har møderet for Højesteret. Jeg fører eksempelvis retssager om mangler ved andelslejligheder, hvilke retssager oftest føres med omkostningsafdækning via klienternes retshjælpsforsikring.

Flere spørgsmål

Har du et spørgsmål til brevkassen?

Tak.

Vi har modtaget dit spørgsmål. Vores brevkasseredaktører kan desværre ikke besvare alle spørgsmål. Vi kan derfor ikke garantere at dit spørgsmål bliver besvaret og udgivet på hjemmesiden.