Renovationskonflikt
Spørgsmål: I forbindelse med et kvarterløft, fik vi andelshavere mulighed for at optage et 30 års kreditforeningslån. Til kvarterløftet var tilknyttet et entreprenørfirma, som bl.a. tilbød at installere nye toilet- og baderum. Imidlertid var der en beboer/håndværker der bød ind på den “frie licitation. “Denne håndværker, som var godkendt af bestyrelsen, formåede imidlertid slet ikke at leve op til “alm. bygningsstandarder” – hverken pris, kvalitets, eller tidsmæssigt. Ham selv og hans håndværkere virkede mildest talt ufaglærte.
MEN for at gøre en lang historie kort: Både under byggeriet og ikke mindst efter “færdiggørelse” af byggeriet, var vi flere beboere der gjorde indsigelse, både mundtligt, skriftligt og på sidst afholdte generalforsamling. Vi er utallige gange blevet lovet af vores ejendomsadministrationsselskab BOLUX A/S – at de nok skulle varetage vores klager, da de jo var vores advokater. D.D har vi her – mere end 1½ år efter “færdiggørelse” intet hørt m.h.t. vore klager. Det skal tilføjes at både ejendommens tilknyttet byggesagkyndige- og uvildige bygningssagkyndige har givet os fuldt medhold vedrørende klagehold. Ydermere kan det tilføjes. at AB formand var ansat af selv samme håndværker under bygningsforløbet. Vi har fået endelig regning på ovennævnte byggeri – og skal betale første afdrag 1.1.07. Hvad gør vi? På forhånd tusinde tak! Venlig hilsen Maria og Stig.
Kære Maria og Stig.
Foreningen bør straks indlede en mangelssag mod entreprenøren for at få afklaret hvad der er galt med arbejdet og hvad det vil koste at få manglerne afhjulpet.
Foreningen har nok tegnet en retshjælpsforsikring og I bør gå til en kyndig advokat som kan hjælpe jer med at få orden på sagen. Hvis formanden stadig er ansat hos entreprenøren er han formentlig inhabil. En ekstraordinær generalforsamling i foreningen vil kunne træffe de fornødne beslutninger for at komme videre med sagen.
Med venlig hilsen
ADVODAN
Henning Petersen
advokat
ADVODAN | Strandgade 51 | 3000 Helsingør
Tlf: 49 21 21 21 | Fax: 49 21 58 30
Email: hpe@helsingoer.advodan.dk
ADVODAN – et netværk til forskel
Flere spørgsmål