Påbud om reol på repos
Vi har modtaget et påbud fra vores andelsboligforenings administrator, hvori de beder os fjerne en reol, som står på vores repos på 2. sal, den sidste etage i ejendommen. Hele reposen bliver kun benyttet af os, idet vi har sammelagt både 2. tv. og 2. th. og døren til højre er blændet. Reolen har stået over 9 år på repoen uden påtale. Det skal hertil tilføjes, at alle de øverste etager bandalarmer, hvilket blev vedtaget ved en generalforsamling for mange år tilbage. Og selv om det ikke har relevans i denne sag, så har vi ved en generalforsamling sidste år oplevet, at den tidl. administrator (er gået på pension) gennemførte, at en kat som var blevet lukket ud i haven igennem et helt år blev accepteret, for som administrator sagde: – At fordi ikke var gjort indsigelser fra andre beboere, er det derfor blev tilladt for beboeren fortsat at lukke katten ud i haven, fordi vi havde accepteret det. Men andre katte får lov, det blev vedtaget som husreglement, altså at vi ikke må have udekatte. Så er det at vi mener, at der er dannet præcedens for at når noget er sket over et længere tidsrum UDEN påtale, så er det tilladt. Og som sagt, så har vi haft den reol stående i over 9 år – og først nu får vi et påbud om at fjerne den. Kan det virkelig være lovligt? I påbudet fra administratoren, som også er advokat, skrives at brandmyndighederne påtaler at reoler og andre private genstande ikke må opbevares på opgangen og repos eller andre fælles arealer. Og udover brandfaren giver dette megen gene for de øvrige beboere. (Bemærk, at vi bor på øverste etage.) Administrator henviser til §15 – om ikke at optræde til gene for foreningen. Adminstrator skriver, at brandmyndigheder påtaler vores reol – og jeg har bedt om et synligt bevis herpå, har vi i det mindste ikke krav på et bevis? For jeg tror ikke, at det er brandmyndighederne, men bestyrelsen som har set sig ond på vores forholdsvis lille reol, der har en dybde på skostørrelse, og er en reol fra min 10- årige søns børnehave. Den bruges udelukkende til sko og småting som f.eks. cykelhjælme. Hvor hurtig kan andelsforeningen ekskludere os efter en sådan påtale, som vi har modtaget anbefalet? Hvor mange gange skal de skrive til os, før vi bliver smidt ud? Og hvordan kan vi gøre indsigelser imod en evt. eksklusion? Dertil kan vi tilføje, at den tidl. næsteformand, som gik af i år, tit har sko stående ude på måtten. Er der forskel på sko og reoler? På forhånd tak for svaret for vi er virkelig gået i hårdknude over dette, desværre.
Kære Spørger,
I jeres tilfælde er det kun brandfaren der er relevant, da reolen ikke er til gene for andre andelshavere. Om et par sko er det kan jeg ikke udtale mig om.
Principielt må der ikke stå noget i vejen, der hindrer en flugtvej. Det er ligegyldigt hvorlænge der har stået noget – det bliver det ikke mere rigtigt af.
Hvis du kan få brandmyndighedernes OK til at reolen står der, bør administrator kunne acceptere at den stadig står på reposen.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt, advokat (H)
Rabenhorst & Thorlacius A/S
Flere spørgsmål