Ny altan – nyt indskud?
Bor i en andelsboligforening med 30 lejligheder. Vi er 4 lejligheder, der har en gavl. Vi påtænker at etablere 4 altaner på denne gavl (altan på 6 kvadratmeter). Vi vil få Generalforsamlingens og kommunens tilladelse til at opføre altanerne. Vi er selv Bygherrer, vi finansierer altså 100% selv altanerne mm. Da vi selv betaler for altanerne, betragtes altanerne som en forbedring af de enkelte lejligheder og værdien af altanerne kan tillægges værdien af andelen efter gældende regler ved et evt. salg. Der skal ske en forhøjelse af boligafgiften svarende til altanens areal for den enkelte lejlighed. Dette er som vi har forstået reglerne. Vi er i tvivl om, om der skal betales et nyt indskud til andelsboligforeningen svarende til de 6 kvadratmetre som den enkelte altan har? Vi tror, at der skal et nyt indskud til da lejlighedens areal jo bliver udvidet. Hvis der skal betales et ekstra indskud, hvordan skal beløbet beregnes? Skal det ske med andelskronens værdi, som var gældende da andelsboligforeingen blev stiftet eller skal man bruge den aktuelle andelskroneværdi?
Jeg er nu ikke sikker på at det er nødvendigt at betale et yderligere indskud. Da arealet ikke overtages fra foreningen mener jeg ikke at dette er nødvendigt.
Den boligydelse I skal betale for de ekstra m2 bør vel sættes til 1/2 eller 1/3 af den gældende m2 boligydelse, da der ikke er tale om et boligareal.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt, advokat (H)
Rabenhorst & Thorlacius A/S
Flere spørgsmål