Kan det virkelig passe?
Vi er et ungt par som sidste december har købt en dejligt andelsrækkehus fra 1986, som vi har været glade for at bo i. Men vi savner vores gammel by Aalborg og har nu valgt at sælge, efter kun et år som andelsboligejere. I mellemtiden er formanden skiftet ud og en ny er kommet til som er meget grundig og flink. Men da vi så havde boeftersyn, skønnede formanden og 1 stk. medlem af foreningen, at vores badeværelsesfliser som er originale, er skruk og at den revne som er i gulvet, er en k3, som han kaldte det. Han har så meldt andelsboligforeningen ind i ABF og har kontaktet en Hr. John Vejlgaard som så siger, at fliserne og gulvet skal udskiftes eller udbedres inden fraflytningen, uanset stand det blev overtaget i!! Kan det virkelig passe?? Da vi overtog huset kunne vi godt se, at badeværelset godt kunne trænge til en udskiftning, men det er ikke sådan fliserne falder ned, man kan bare høre at de er skruk, når man banker på dem, og sådan har problemet været i alle husene her! Jeg kan ikke se rimeligheden i, at vi, som kun har boet her i et år, skal udbedre det, da de fliser ikke kan have blevet skrukke på kun det ene år vi har boet her!! og har I en ide til hvordan vi kan løse problemet. Hvad er rimeligt, lov og ret her? Vi har valgt at sælge igennem samme ejendomsmægler som vi købte det af, og hun har aldrig været ude for noget ligene før, så vi er lidt på bar bund.
En andelsbolig er ikke en ejerbolig i konventionel forstand, hvilket ligger i begrebet »andel«. Man ejer en ideel andel af boligen, og den skal man så passe ordentligt på som man vil med sin egen private bolig. Når det så er skrevet, så kan man gå tilbage til de tidligere andelshavere, af hvem i købte andelen, og bede dem om at være med til at betale. Det er åbenlyst, at I ikke kan stå for en nedslidning af en flisevæg eller et flisegulv på kun 1 år. Det burde formanden og det øvrige medlem kunne forstå.
Såfremt der er tale om et udpræget problem, så er det min formodning, at andelsboligforeningen generelt har et problem, som man bør forholde sig til, eventuelt på en (ekstraordinær) generalforsamling. Skal der repareres andre steder (eller hos alle) vil det være billigst at få det gjort samlet, men for det må andelshaverne solidarisk hæfte, såfremt det vedtages på generalforsamlingen.
Der er også et spørgsmål om der blev tegnet en ejerskifteforsikring da andelen blev handlet. Ligesom det er et spørgsmål hvornår skaden blev opdaget. Skete det først da formanden bankede på væggen, og hvorfor gjorde han i det hele taget det?? Har han selv samme problem og har andre også baseret på hans observationer??
Det er, desværre, nok en sag der kræver nærmere indsigt i vedtægter, andelsbevis og andre ting, før der kan tages endelig stilling, og ikke noget der endeligt kan besvares via andelsportal.dk.
Venlig hilsen
Henning Julin, advokat
Dir: 96 31 33 25 Mobil: 40 20 24 49
E – mail: hju@aalborg.advodan.dk | www.advodan.dk
Flere spørgsmål