Kan bestyrelsen forlange godkendte ændringer tilbageført ved salg
Kan bestyrelsen forlange ændringer, som er udført med bestyrelsens godkendelse, tilbageført ved salg?
Jeg gætter på, at andelsboligforeningen har tilladt, at du foretager ændringer på noget, der tilhører foreningen. Afgrænsningen mellem hvad, der tilhører foreningen, og hvad, der tilhører dig som andelshaver, findes i vedtægterne.
Tilladelse har ikke været udtrykkeligt betinget af tilbageførsel. Det beror på fortolkning af tilladelsen, om det har været en betingelse. Der gælder ikke nogen regel om tilbageførsel. Og der skal meget til, for at foreningen kan få ret i et sådant krav.
Rent teknisk opstår problemet, når foreningen skal godkende dit salg. Hvis foreningen ikke kan godkende et aftalt beløb for forbedringer, eller den holder et beløb tilbage til retablering, må du tage initiativ til en retssag mod andelsboligforeningen. Du har formentlig retshjælpsforsikring via din indboforsikring.
Det er ærgerligt at skulle have det problem efterfølgende, og det er derfor rarest for dig, at der er fundet en løsning, inden du finder en køber. Du har imidlertid ikke retskrav på det. Jeg vil foreslå, at du søger at få en forhåndsgodkendelse af de individuelle forbedringer hos bestyrelsen. Hvis den ikke vil medvirke, kan du rejse spørgsmålet på en generalforsamling eller afvente forløbet.
Advokat Per Nielsen (H)
Flere spørgsmål