Hæftelse ved fejlberegning af husleje
Vores andelsforenings administrator har i forbindelse med regulering af varme tilbage i juni 2008 byttet rundt på huslejerne i én af opgangene – dvs de som bor i 79 m2 har betalt for husleje til 84 m2 og omvendt. Administrator oplyser at man kun kan regne 36 mdr tilbage, hvilket betyder at dem som har betalt for meget mister ca. 3500.
Dette lyder fuldstændig urimeligt i vores øre! Spørgsmålet er: bør administrator ikke hæfte for de 3500 pr andel som er berørt af fejlen, nu det er administrator som har lavet en fejl + de har ikke opdaget fejlen på trods af at de bliver betalt for at administrere foreningen?
Det – som jeres administrator formentlig henviser til – er forældelseslovens almindelige regler om, at krav forældes efter 3 år.
Det er dog sådan, at den 3-årige forældelsesfrist først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den – som mener at have pengekrav – fik eller burde have fået kendskab til, at man havde penge til gode/at fejlen var begået. Der kan derfor godt være situationer, hvor man har levet i ulykkelig uvidenhed om sit krav mod tredjemand. Hvis ja forlænges forældelsesfristen med helt op til 10 år.
Så svaret i jeres situation afhænger primært af en konkret vurdering ift., om I burde have opdaget fejlen langt tidligere og rejst tilbagebetalingskravet -hvis I altså rejser tilbagebetalingskravet som et individuelt krav.
Jeg bemærker dog, at der godt kan foreligge ansvarsfraskrivelser i selve administrationsaftalen som muligvis kan have betydning for foreningen og dens medlemmer. Derfor kan jeg ikke komme det nærmere end et generelt svar og vejledning – og jeg opfordrer jer til at søge bistand for at få en konkret og individuel rådgivning.
ADVODAN Glostrup
Hans Christian Færch
Advokat (L)
Flere spørgsmål