Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Rohde & Hansen Ejendomsservice ApS

Fejl og mangler – foreningen mener jeg skal betale dele af beløbet

Hej. Jeg købte den 1. juni 2011 en andel direkte af tidligere andelshaver. Jeg lavede en fejl og mangelliste i samarbejde med formand og vicevært inden for de første 14 dage. Der var en hel del ting galt, som ikke stod i vurderingsrapporten. Badeværelse: Der var en så stor vandskade (vand var løbet ind under gulvet pga forkert/ulovlig udført gulvbelægning), at hele badeværelset (2 m2) skulle laves om. Vi har genbrugt det vi kunne (vask + armatur) og lavet resten billigst muligt. Det er løbet på i 70.000 kr, hvoraf jeg selv har betalt 17.000 for opretning af vægge+vægfliser. Det er sælger der havde lagt den ulovlige gulvbelægning og skaden har stået på i flere år, det er tydeligt. Gerigterne er rådne i bunden på badeværelsessiden og døren (“papdør”) er opfugtet og smuldrer forneden.
Køkkengulvet på den anden side af badeværelsesvæggen var råddent og er blevet udskiftet i halvdelen af køkkenet. Døre: Som sagt er badeværelsesdøren ødelagt (den stod som “trænger til maling” i vurderingsrapporten). Den originale trædør med glas står i kælderen og var iflg sælger fuldt ud brugbar. Det er den dog ikke, den er skæv og ødelagt af fugt. Køkkendøren stod også i kælderen og var ødelagt at fugt.. Dør mlm. gang/stue mangler.
El: Der er lavet 3 el-rapporter på lejligheden, De to første lå på hhv. +10.000 og 4.000. Sælger valgte naturligvis den til 4.000 med foreningen samtykke. Elektrikeren gik dog konkurs inden arbejdet blev udført og nu er der en ny rapport på trapperne. Jeg var hjemme, da elektrikeren var her og han sagde at næsten alt var ulovligt udført. Worst case scenario er at køkkenloftet (sænket/gipsplader) skal rives ned, da der ligger samlinger, der ikke er tilgængelige. Der er også 5 stikkontakter monteret direkte i panelerne uden den nødvendige bagplade. Der var heller ikke jord på vaskemaskine og opvaskemaskine. Det bliver dyrt… Der er alt tilbageholdt 50.000 til manglerne.
Jeg gjorde indsigelser, da jeg ikke mente det var nok og det har desværre vist sig at være rigtigt. Bestyrelsen har været meget vag og udglattende (og usikker?) hele vejen. De ønsker ikke ballade og da sælger hyrede en advokat, blev de vist bange. MEN, er det ikke sælger der står for skader ifbm badeværelse. Det er efter tømrer, murer og viceværts ord: Grov misligholdelse. Sælger siger at hun ikke “kan forstå” at der er en vandskade. (det var tydeligt for selv mig, der ikke er fagmand).
Foreningen betaler den nye faldstamme. men overvejer nu også betale for gulvet. Skal sælger ikke det? Køkkengulvet er råddent som direkte afløber af vandskaden. Skal sælger betale dette?
Mht dørene. Stuedøren manglede ved sælgers overtagelse af lejligheden for 10 år siden, men da hun ikke gjorde krav på en ny dør dengang, er det så ikke hendes ansvar at døren bliver sat i nu på hendes regning? Sælger vil ikke betale for ny badeværelsesdør. Det mener jeg at hun skal, da den er skadet af fugt og den kun var nævnt i vurderingsrapporten som om den “trænger til maling”. Den originale dør, som hun sagde var intakt og vidst at jeg ville bruge, var jo ødelagt at fugt efter opbevaring i kælderen.

Vurderingsrapporten er fra 1.maj 2010 – 11 mdr gammel, da jeg overtog lejligheden. Formanden har netop forelagt mig et forlig, der hedder at Sælger betaler køkkendør, foreningen betaler stuedør og jeg betaler badeværelsesdør. Det er efter min mening ikke rimeligt (og jeg har slet ikke flere penge) Det virker på mig som om bestyrelsen prøver at få regnskabet med de 50.000 til at passe, ved at forlige sig frem og tage en masse på foreningens regning. Vi er en hårdt presset forening rent økonomisk, så der er ikke råd til at betale for ting bare for at få fred.

Vores svar fra

I din situation bliver jeg nødt til at anbefale dig at lade en advokat konkret gennemgå dine meget relevante spørgsmål et for et, da jeg ikke har mulighed for at give dig fyldestgørende svar inden for rammerne af denne service udbudt af andelsportalen.

Overordnet set kan jeg dog sige, at det er bestyrelsens ansvar at sikre, at der tilbageholdes tilstrækkeligt, hvis du vel og mærke har reklameret inden for de 14 dage og desuden sandsynliggjort, at udbedringsomkostningerne ville overstige kr. 50.000.

Normalt er tvister om de eventuelle mangler som konstateres i forbindelse med overdragelser ikke foreningens problem, men alene et anliggende/tvist mellem køber og sælger, hvis der da ikke er sket skade på fælles bygningsdele.

Det normale ville derfor være, at foreningen holder sig uden for og afventer, at sælger og køber bliver enige enten ved aftale eller ved en dom. Det kan være udmærket og anerkendelsesværdigt, at foreningen forsøger sig som ”mægler”, hvis der er tid og kræfter hertil, men det er en vanskelig balancegang, når det samtidigt er foreningen, der er herre over det tilbageholdte beløb.

ADVODAN Glostrup

Hans Christian Færch
Advokat
ADVODAN | Glostrup Torv 6-10 | 2600 Glostrup

Andelsportal.dk
Om forfatteren Andelsportal.dk har siden år 2000 formidlet nyheder, informationer og services til landets andelsboligforeninger. Forskellige forfattere har løbende skrevet artikler og bidraget med viden til andelsportal.dk’s arkiv af nyheder, guides og indlæg.

Flere spørgsmål

Har du et spørgsmål til brevkassen?

Tak.

Vi har modtaget dit spørgsmål. Vores brevkasseredaktører kan desværre ikke besvare alle spørgsmål. Vi kan derfor ikke garantere at dit spørgsmål bliver besvaret og udgivet på hjemmesiden.